Et kreativt, magisk univers med afsæt i H.C. Andersens fortællinger

af | maj 5, 2022 | Konsulentlivet, Mit konsulentliv

Interview med Anne Rosenskjold, der er uddannet skolelærer og nu arbejder fuldtid med sin egen virksomhed Kreative Tanker, som med Annes egne ord er ’et stille produkt til børn’. 

Kreative tanker er gaveposer til børn, der alle tager afsæt i eventyr af H.C. Andersen. Hvert produkt indeholder en historie (med en QR-kode, så barnet kan få eventyret læst højt), en lille gave i høj kvalitet, samt et kreativt produkt designet ud fra eventyrets fortælling, hvor barnet undervejs arbejder på fx at samle et perlearmbånd, male et smykkeskrin eller dekorere træfugle. 

Anne sprang ud som selvstændig for 1,5 år siden og udkom med Kreative Tanker for et lille år siden. Hun har arbejdet som skolelærer i 15 år og ved siden af skrevet lærebøger for forlaget Alinea. Undervejs har Anne holdt foredrag for andre lærere om, hvordan man angriber sit fag fra en kreativ vinkel og hun lavede mange kreative pakker målrettet skoleelever. Der var virkelig positiv respons fra lærerne, og på et tidspunkt blev der så stor efterspørgsel, at Anne måtte tage et valg. Fortsætte som lærer, eller tage springet ud i et liv som iværksætter. 

Kendt produkt, men alligevel en helt ny verden

Anne følte, at hun havde fat i noget med sine kreative produkter. Og livet som iværksætter tiltalte hende, og hun blev selvstændig på fuld tid i august 2020. Også selvom det føltes som noget helt andet end det, hun kendte: ”Jeg havde indtil da altid været målrettet skoleregi og var rigtig skarp på at sælge dér. Så at tage produktet videre og omsætte det til private var en stor milepæl. Jeg følte mig meget på udebane.”

Udebane-følelsen betyder også, at Anne har bedt om hjælp til sin forretningsudvikling og har fået strategisk hjælp til at definere sin salgsstrategi for de næste 5 år, incl. mulighederne for at skalere Kreative Tanker. Denne erkendelse kom, da Anne indså, at hendes styrker er i det produktive og kreative. Ikke i det forretningsmæssige, så derfor måtte der sparring ind. 

Hvorfor lige kreativitet og H.C. Andersen? 

Anne fortæller: ”Jeg er meget optaget af, hvordan vi som børnefamilie får sat tiden på pause, så vi – for en stund – glemmer alt omkring os og bare er i nuet. Jeg er optaget af, hvordan vi får stimuleret vores fantasi og vores fokus – slapper af og hygger os sammen.  Samtidig synes jeg, at H. C. Andersen er så vigtig en del af vores kulturelle DNA her i Danmark, og jeg vil så gerne, at børn igen bliver trukket ind i hans fantastiske univers. Min oplevelse som skolelærer var, at børn og unge i dag ikke kender meget til de originale eventyr af H.C. Andersen. Han ER også lidt tung og gammeldags at læse. Men børn skal kende ham, det er vores kulturarv. Børn skal fanges og holdes sanseligt i et emne. Derfor giver kombinationen bare så god mening. 

At finde sin vej og turde sige højt, at ’jeg er iværksætter’

Generelt bevægede Anne sig lidt langsomt ind i livet som iværksætter, og vidste måske ikke helt, hvordan hun skulle finde sin personlige vej i dette nye arbejdsliv. I november 2021 meldte hun sig ind i Nordic Female Founders, der er et fællesskab for kvindelige iværksættere. Dét gav et enormt netværk og et nyt syn på det at være iværksætter: 

”At være med i Nordic Female Founders (herefter NFF) gav mig et andet billede på, hvad en iværksætter faktisk er. Der er jo masser af kvinder på min alder. Det giver mig meget ift. at stå fast på, at det er det rigtige for mig at være iværksætter, og jeg har mødt en masse og udvidet mit netværk. Jeg fulgte et crowdfundingforløb via NFF, da jeg fik idéen om Kreative Tanker til private, og fik 140% af min ønskede investering hjem. Nu har jeg fast kontorplads sammen med andre kvindelige iværksættere i NFF’s kontorhus inde i København K. Hele forløbet har givet mig en selvsikkerhed i ”det gør jeg sgu meget godt det her iværksætteri”.

Hvilke gode råd vil du give andre, der drømmer om at blive iværksætter med et produkt? 

1) Overvej hvor meget du gør gratis. Jeg har givet meget væk. Og det burde jeg nok ikke gøre. Men ved dog ikke om jeg kunne gøre det om. For det købmandskab ligger ikke til mig. Men jeg øver mig i at tænke på, at nu er hver time virkelig penge. 

2) Lad være med at tænke alt igennem og ordne alt, før du tager springet. Jeg havde ikke en webshop eller visitkort. Det hele koster penge og tid. Spring ud i det og se, om det kan bære, og så kan du altid bygge på. 

3) Sig ja til hjælp. Jeg har fantastiske mennesker i min omgangskreds, der har tilbudt hjælp. Jeg var meget forsigtig med at sige ja tak, for er vant til at klare mig selv. Jeg var meget sikker i mit fag og blev ofte bekræftet i at være en god lærer. Jeg havde derfor ikke rigtig brug for hjælp. Men det har jeg nu, for jeg er som sagt virkelig på udebane.

Forretningsdelen skal med nu. Indtil nu har jeg ikke skullet det og er ikke uddannet i det. Så jeg har øvet mig i at sige ja, og nu altså fået hjælp til det strategiske og til skalering af min virksomhed. 

4) Hold fast på din integritet. Du skal kunne stå inde for dit produkt. Gå med din passion og lav et ordentligt, gennemarbejdet produkt. Det er dyrt, men det er også det hele værd. Mine krea-produkter er pakket ind i genanvendelig emballage, der er ingen plastic og alt kan bruges til andre formål. Alle syede produkter er lavet af reststof. Alt dette presser prisen op, men det er i dén grad også et produkt, jeg kan stå inde for. 

Annes ’Kreative Tanker’ gaveposer tager lige nu udgangspunkt i hhv. Prinsessen på Ærten, Den lille havfrue, Nattergalen og Den standhaftige tinsoldat. Men flere er på vej. Så vi kan kun anbefale, at du følger med på Instagram: kreativetanker_annerosenskjold eller kigger på hjemmesiden: kreativetanker.com. Der er mange flere produkter på vej, så glæd dig.