Hvad nu, hvis jeg ikke kan tjene penge nok?
Af Lars Henriksen, stifter af livssporet.dk og vilter.dk og fast klummeskribent hos SoloCEO.dk
En af de mest almindelige stopklodser for drømmen om at blive selvstændig er frygten for ikke at tjene nok. Regningerne bliver jo ikke mindre, bare fordi man beslutter sig for at være mere modig. Samme frygt er en af de hyppigste årsager til søvnløse nætter og jævnlig hyperventilation blandt dem, der faktisk har taget springet og kæmper med ABIM (Angstlignende Bekymring over Indtægten i næste Måned).
Der er ingen vej udenom, at en af de væsentligste forskelle mellem at være lønmodtager og selvstændig er, at den faste månedsløn holder op med at tikke ind på kontoen. Du skal tjene hver en krone ved egen kraft, du får intet foræret, og det kan både gå godt og skidt. Hvis du begynder med at sælge din tid som freelancer – sådan som de fleste soloselvstændige gør – bliver mange dog overrasket over, hvor nemt de kan matche deres gamle løn. Eller hvor hurtigt de falder til ro med at tjene mindre, fordi det bliver opvejet af andre goder – ikke mindst glæden ved at være herre i eget hus.
Når jeg selv ind imellem bliver frustreret over ikke at tjene det, jeg gerne vil, minder jeg mig selv om, at regnestykket ikke kun kan ses på lønkontoen. For det er nemt at glemme alt det andet, som også skal tælles med:
- Den særlige arbejdsglæde det giver mig selv at kunne tilrettelægge mit arbejdsliv – med alle de friheder, det giver. Både for mig selv og resten af familien.
- Glæden ved at bygge noget, der er mit eget – og få løn som fortjent.
- Stoltheden ved at være selvstændig – og den store imødekommenhed, jeg konstant møder fra andre selvstændige, som ved, at ingen lykkes på egen hånd.
- Og måske vigtigst af alt: At mine drenge bliver mødt af et kram og ikke et tomt hus hver eftermiddag, når de kommer hjem fra skole.
Var jeg blevet spurgt, dengang jeg havde et “rigtigt” arbejde, hvad jeg ville betale for at få alle de ting, ville beløbet være stort. Prøv selv at lege med tankeeksperimentet. Hvad ville du betale – en månedsløn? To? Ti? Okay, lad os så sige, at du tjener eller tjente 40.000 kroner om måneden i lønmodtagerjobbet og er villig til at betale tre måneders løn for selv at bestemme, hvordan dit arbejdsliv skal se ud. Så har du 120.000 fiktive kroner at gøre godt med. Dem kan du smøre ud over et år. Dermed behøver du “kun” tjene 30.000 det første år for at matche din gamle løn.
Det kræver måske, at du skærer i dine udgifter, men det behøver ikke være så svært. Mange overvurderer, hvor meget de behøver at tjene for at leve det liv, de gerne vil. At blive og være selvstændig handler ikke blot om at tage ejerskab over sit arbejdsliv, men livet i det hele taget. Man bliver tvunget til at prioritere på en lang række områder, og det er derfor, mange oplever det at være selvstændig som en livsstil. Det påvirker din hverdag, din måde at tænke på, dine drømme og ikke mindst din sans for, hvad der er vigtigt.
Der er regninger at betale uanset, om man synes, det er vigtigt eller ej. Man kan ikke leve af arbejdsglæde alene, det siger sig selv, men bliver man for styret af, hvad man tjener som selvstændig, bliver friheden nemt et fængsel. Man pisker sig selv langt hårdere end i lønmodtagerjobbet og risikerer at ende mere ulykkelig. Jeg kæmper selv ind imellem med ikke at sætte benet i den bjørnefælde, så jeg skal ikke foregive at have løsningen. Jeg vil blot opfordre til, at spørgsmålet om at tjene penge nok ikke kommer til at overskygge alle de goder, som også følger med at blive selvstændig – men som man nemt glemmer, når strømmen af fakturarer tørrer ud.
Under alle omstændigheder er det altid en god idé, når man kaster sig selv ud i ukendt og usikkert farvand, at spørge sig selv: Hvad er det værste, der kan ske? Du kan ret nemt sikre dig, at selvom din virksomhed ikke udvikler sig som håbet, skal du ikke gå fra hus og hjem. Det værste, der kan ske, er formentlig, at du må finde dig et 8-16 job igen. Vigtige erfaringer rigere og bedre forberedt til næste gang, du beslutter dig for at blive herre i eget hus.
