At blive selvstændig behøver ikke være en kæmpe beslutning

Forord af Julie Orup Holt fra SoloCEO: Vi har før været inde på, at det at være selvstændig ikke behøver være den sidste station på ”karrieretoget”. Måske kan det godt være første stop? Måske både første og sidste. Måske en mellemstation, hvor man en dag igen stiger på toget for at se, hvor det nu kører hen. I denne artikel skal du møde to unge kvinder, Frederikke og Julie, der er blevet selvstændige, før de egentlig har prøvet ret meget andet. Sammen driver de produktionsselskabet Pandang Studio, og de har masser af blod på tanden og en ’hvis-ikke-nu-hvornår-så?’-tilgang og en vision om at lave præcis dét, som de selv synes er sjovt og spændende.
Pandang Studio
Julie Ilsby og Frederikke Sillehoved opretter i februar 2021 et CVR-nummer til deres virksomhed, Pandang Studio – et produktionsselskab, der udvikler og producerer kreativt indhold og reklamefilm for virksomheder. De er tidligere kollegaer fra Trendsales, hvor de også har arbejdet med at lave kreativt indhold. Julie arbejder der sådan set stadig som studentermedhjælper, da CVR-nummeret bliver oprettet, mens hun læser sin kandidat i Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet. Frederikke sidder i en fuldtidsstilling som Digital Marketing Coordinator. De har flere gange talt om, at det kunne være sjovt at starte deres eget, og da Frederikke hyrer Julie ind til en freelanceopgave på sit nye arbejde, får de begge mere blod på tanden. ”Vi var et helt vildt godt team på vores gamle arbejde, og vi komplimenterer hinanden godt. På freelanceopgaven prøvede vi for første gang at arbejde sammen på et nyt brand og i klart definerede roller – og vi tænkte bare: ’okay, det her kan faktisk fungere, det skal vi gøre noget mere!’” fortæller Frederikke. ”Og jeg studerer jo egentlig stadig, men jeg tænkte bare, ’ja, lad os da gøre det!’. Jeg er åbenbart vant til at have mange ting på tallerkenen,” supplerer Julie.
Begge kvinder fortsætter i hver deres job og på studiet samtidig med, at de kører Pandang én gang om ugen, hvor de arbejder på, hvordan ideen skal rulles ud. Men efter et enkelt LinkedIn- og Facebookopslag får de deres første store opgave. ”Vi kunne mærke, at vi blev nødt til at bruge mere tid på Pandang, hvis det var dén type opgaver, vi ville arbejde med – og det var det jo. Så Frederikke sagde op på sit fuldtidsarbejde, og jeg kørte mit studie på meget lavt blus, men det var et puslespil”.
At blive selvstændig behøver ikke være en kæmpe beslutning
Hverken Julie eller Frederikke er kørt døde i livet som lønmodtagere, de er unge, og den ene er stadig studerende. Så hvorfor nu? Hvorfor skal de allerede være selvstændige? De spørgsmål har stifterne af Pandang Studio nogle helt klare svar på. For dem har det nemlig ikke været et særligt ”stort skridt” at bryde ud af det konforme lønmodtagerliv. Det er snarere end kæmpe mulighed for bare at prøve det af. ”Vi har jo ikke ansvar overfor nogen eller noget. Vi bor i billige lejligheder, og vi har ikke børn. Og hvis det går galt med firmaet, så lukker vi det og får et job. For vi har ikke en kæmpe husgæld, og vi skylder ikke nogen noget. Den største investering er jo nærmest, at vi har bundet os til vores kontor i seks måneder, derudover er vi frie. Og der er alt muligt ude i fremtiden, hvor det her gerne skal have et mere sikkert fundament, når vi for eksempel en dag skal på barsel. Men lige nu kan vi tillade os at tage en måned ad gangen. Det giver os ikke ondt i maven, og det kan vi sagtens være i,” fortæller Frederikke. ”Og vi skal jo netop ikke producere fysiske produkter, så vi kan bare prøve alt muligt af, og vi har ikke noget at tabe,” fortsætter Julie. De fortæller om deres beslutning i et tonefald, der giver indtrykket af, at det var det mest åbenlyse at gøre – at starte egen virksomhed. Og da de præsenterer argumenterne, kan man ikke andet end at nikke og erklære sig enig i, at det er der jo en stor logik i.
At kunne tage ejerskab over egen tid
Indtil videre har det været en positiv oplevelse at drive sin egen virksomhed. Frederikke og Julie fortæller begejstret om friheden og luksussen ved selv at kunne styre sine egne arbejdstider. De to kvinder elsker også den fuldstændige gennemsigtighed i at have et indblik i alle processer og selv at have det fulde ansvar – selvom det selvfølgelig også er det udfordrende – men ikke desto mindre mere motiverende, fordi det er deres eget. ”Dét, der var sjovt ved vores gamle arbejde, var, når vi skulle lave en produktion, og det skulle vi jo ikke hele tiden, – vi lavede også en masse rugbrødsting. Men det var, når vi lavede større produktioner, at det gik op for os, at det kan vi jo vælge at lave hele tiden. Så vi har taget ejerskab over vores egen tid,” forklarer Julie, hvortil Frederikke tilføjer: ”Og hvis vi har en stor opgave, der kræver at vi lægger 12 timers arbejde om dagen, så gør vi gerne det. For vi har jo selv valgt opgaven, og det er os, der får gevinsten – det er igen det her med gennemsigtigheden, som er en kæmpe faktor”.
Motivation
Frederikke og Julies beslutning om at blive selvstændige bunder ikke i en barnedrøm om at starte sit eget. Det handler ikke om at ville give sig selv mere tid med familien. Det handler ikke om at hoppe med på en ”iværksætterbølge”. Det handler bare om at tage ejerskab over sig selv og at få lov at lave det, som man selv synes er sjovt, motiverende og lærerigt. Julie beskriver det således: ”Vi er jo vitterligt ikke iværksættere – vi er mere nogle freelancere, der har stukket hovederne sammen. Nogle bliver iværksættere, fordi de vil arbejde ’day and night’ på deres produkt og vie deres liv til det. Og det er ikke vores drøm.” Frederikke fortsætter: ”Vi vil bare gerne producere noget fedt content og give kunderne mere end det, de troede, de ville have”.
Pandang Studio er drevet af energi, lyst, hårdt arbejde og samtidig en umiddelbarhed, som er charmerende og forfriskende. Hvis det er ’lysten, der driver værket’, så er Pandang Studio i den grad et værk, du gerne vil se. Så tjek dem ud på pandangstudio.dk.