Hvordan ved man, om man egner sig til livet som selvstændig?

af | feb 3, 2022 | Konsulentlivet, Mit konsulentliv

Hvis du overvejer at blive selvstændig, lige er begyndt eller bare kæmper med at få tingene til at hænge sammen, rumsterer ovenstående spørgsmål formentlig højlydt i dit hoved. Her er et bud på et svar.

Af Lars Henriksen, stifter af livssporet.dk og vilter.dk og nu også fast klummeskribent hos SoloCEO.dk

Jeg havde aldrig drømt om at blive selvstændig. Faktisk var jeg en af dem, der næsten ikke kunne holde ud at se ‘Løvens Hule’ af bare angst for, at deltagerne dummede sig og blev sablet ned.

Et sammenrend af omstændigheder og muligheder gjorde, at jeg alligevel begyndte at overveje det selvstændige liv, og det førte til spørgsmålet: Egner jeg mig overhovedet til det? Jeg var absolut ikke risikovillig og havde hverken styr på salg, markedsføring, bogholderi eller forretningsudvikling. Jeg havde knapt nok en god idé. Desuden var jeg ikke ung og uforpligtet nok til at orke syv år på leverpostejmadder i en fugtig kælder.

Det er min oplevelse, at netop den slags myter og misforståelser om, hvad det egentlig kræver at være selvstændig, er det, der afholder flest fra at blive det – og får flest selvstændige til at tvivle på sig selv, hvis det ikke går som ventet. Derfor har jeg kigget lidt nærmere på, hvilket stof en gennemsnitlig selvstændig egentlig er gjort af. 

Taler man med forskere på området og kigger på statistikkerne, er langt de fleste selvstændige helt almindelige mennesker med helt almindelige kompetencer, som først og fremmest er drevet af drømmen om en mere fleksibel hverdag. De laver ikke epokegørende ting, men driver en lille virksomhed, hvis indhold ligger tæt op ad det, de arbejdede med som lønmodtager. Det afgørende for dem er ikke at tjene mange penge eller skabe en stor karriere. De vil blot selv bestemme hvornår, hvor meget, med hvem og med hvad de arbejder. For det er det, der giver dem det gode liv. 

Dermed ikke sagt, at det er nemt og ubetinget lykkeligt at være selvstændig. For de fleste er det en stor omvæltning at gå fra en fastansættelse med afgrænsede ansvarsområder til et arbejdsliv, hvor du både er ansvarlig for økonomi, salg, markedsføring, logistik og selvfølgelig det egentlige arbejde, der skal få penge ind på kontoen. Du er højst sandsynligt ikke verdensmester i det hele, og det er en sund og nødvendig øvelse at stille dig selv spørgsmålet: Hvordan har jeg det med det? 

Udfordringen er selvfølgelig, at du ikke ved det, før du står i det, så lyt i stedet til dem, der har prøvet udfordringerne som selvstændig af på egen krop. I en stor undersøgelse fra 2016 blandt 2600 danske selvstændige svarede blot to procent, at de var utilfredse med deres arbejdsliv. 93 procent var tilfredse eller meget tilfredse. Det tal ligger markant over tilsvarende tal blandt lønmodtagere i en række undersøgelser. 

Med andre ord: I bund og grund handler det slet ikke om, hvorvidt du er egnet til at være selvstændig eller ej. Det handler om, hvorvidt du har mest lyst til at arbejde for andres eller for dine egne mål. Arbejder du for at modtage en fast månedsløn, eller har du noget større, du gerne vil med dit liv? Er du villig og modig nok til at sætte dit eget aftryk her i verden?

Ja ja, det er ledende spørgsmål, og nogle vil indvende: Men hvad med de mange risici ved at være selvstændig? Hvis de tænker på risikoen for at tjene færre penge eller ligefrem tabe penge, så er den utvivlsomt højere. Corona-epidemien har dog gjort det tydeligt, at ingen kan føle sig sikre – alle kan blive fyret. Under alle omstændigheder skal du veje den risiko op mod konsekvenserne af, at du bruger halvdelen af dine vågne timer fem dage om ugen i et job, der ikke giver dig mulighed for at leve det liv, du gerne vil. Og hvis du ikke er tilfreds med dit job nu, kan du være ret sikker på at være endnu mere utilfreds om to år, hvis du ingenting gør. 

Og måske lige så vigtigt: Mange begår den fejl, at de overvurderer, hvor meget de behøver at tjene for at leve det liv, de gerne vil. De spørger sig selv: Hvad skal der til, før jeg kan tjene det samme eller mere som selvstændig i forhold til i mit faste job? Begynd et andet sted. Kig på dit liv. Kig på din økonomi. Og spørg så: Hvad har jeg egentlig brug for at tjene – og hvad skal der til, før jeg gør det? Du vil formentlig finde ud af, at du ikke behøver at tjene så meget, som du tror. Eller du finder ud af, at du gerne vil bytte den store bil eller andre forbrugsgoder ud med større livsglæde.

Hvis du stadig er i tvivl, om det selvstændige liv er det rigtige liv for dig, er det helt fair. At blive selvstændig er ikke blot et nyt arbejde, det er en ny livsstil og en grundlæggende anden måde at tænke på. Det tog mig flere år og en clairvoyant coach at tage springet, men gør dig selv den tjeneste at tage beslutningen på et grundlag, som ikke kun bygger på de forvrængede forestillinger om, hvad det vil sige at være sin egen chef, som ofte præger debatten om selvstændige.