“Jeg blev selvstændig af nød”

af | dec 15, 2021 | Konsulentlivet, Mit konsulentliv

Foto af Anders Trætup.

Vi har tidligere stiftet bekendtskab med Dorte Palle Jørgensen, stifter af Rakkerpak Productions og Nordic Podcast Academy samt forfatter til bogen ”Dorte Palle Alene – Endelig selvstændig”. I en tidligere artikel (klik her for at læse) fortalte Dorte om baggrunden for sin bog, og hvordan hun oplevede, at der manglede en ærlig og ægte fortælling om, hvordan det er at blive selvstændig. En fortælling, der ikke bare reproducerer et narrativ fyldt med glansbilleder.

I denne artikel dykker vi ned i Dortes opstartsfase samt oplevelse af at være selvstændig i dag. Dorte blev selvstændig i januar 2019 efter at have forladt sin faste arbejdsplads gennem 20 år i Danmarks Radio for at tage en MBA i kreativ ledelse. Der var ikke et konkret job på bedding, og det var i virkeligheden aldrig planen, at Dorte skulle blive selvstændig iværksætter. Modsat mange af de andre selvstændige, vi har skrevet om her hos SoloCEO, har det nemlig aldrig været en drøm for Dorte at blive selvstændig. I sin egen beskrivelse blev hun det faktisk ”af nød”.

Hvorfor blev du selvstændig?

”Jeg blev sådan set selvstændig af nød. Og jeg var ret uforberedt. Det ville også være min lesson no. 1, hvis jeg skulle lave nogle take-aways fra mit forløb. Man skal altså lige forberede sig lidt. Og selvfølgelig forberedte jeg mig – jeg læste en MBA i kreativ ledelse, men det er ikke en økonomisk forberedelse. Tværtimod valgte jeg at bruge alle mine opsparede penge på den. Det var også en fed MBA, og jeg var jorden rundt, og det var helt fantastisk. Men da jeg var færdig og havde afleveret mit speciale, havde jeg ingen penge. Jeg mener virkelig ingen penge. Det er dårligt at starte sådan. Derfor stod jeg en dag i januar 2019 og var fuldstændig blank.”

Og så tænkte du ’så må jeg jo gøre det selv’?

”Jeg skulle jo bare i gang. Jeg var mega økonomisk presset, fordi min mand også var arbejdsløs på det tidspunkt. Jeg søgte et job eller to , som jeg ikke fik. Det kunne jeg godt have fortsat med, og jeg kunne godt have meldt mig til dagpenge. Det var jeg bare helt vildt skræmt af, for jeg har mange venner og bekendte, der har været det igennem, og det lyder ikke som om, at de bliver lykkelige. Så fik jeg en opgave ind, hvor jeg kunne se, at februar var hjemme, og så gik det dér fra. Der var mega panik, men når jeg tænker tilbage nu, så var det måske i fire uger. De føltes meget lange, men i et langt perspektiv tænker jeg, at det var jo skørt! Så jeg har også en pointe, der hedder: hav tålmodighed. Hvis jeg havde været bedre rustet og havde haft lidt penge stående på kontoen, havde jeg også haft mere ro. På den anden side kan det også være, at det gik så godt, som det gjorde, fordi jeg havde den her kæmpe, brændende platform.”

Hvad tænker du om at være selvstændig i dag?

”Jeg har altid tænkt, at det med at være selvstændig var noget kapitalistisk noget, der ikke passede til mine værdier. At det var besværligt, og at man skulle regne meget – og jeg er altså talblind. Men det er helt fantastisk at være selvstændig! Jeg kan ikke forstå, at ingen nogensinde har sagt til mig, at jeg burde være det – hverken venner, bekendte eller i nogle af mine tidligere mentorforløb. Eller at jeg ikke selv har tænkt tanken tidligere. Når jeg prøver at spole tiden tilbage, så kan jeg se, at den der legesyghed og kreativitet har været en del af mig lige fra barndommen. Og faktisk gennem hele min tid i Danmarks Radio. Her har jeg jo hele tiden været den, der fik ideerne og fik noget til at vokse. Det er jo en klassisk entreprenør-tankegang.

Spørger man Tor Arnbjørn, min makker, hvad han synes om at være selvstændig, så ville han have den helt klassiske: ’Jeg bestemmer selv. Jeg skal aldrig have en chef igen. Jeg kan godt lide at være mig selv, og der er aldrig nogen, der kan fyre mig, og der aldrig nogen, der siger til mig, hvad jeg skal gøre’. Det er dét, der driver ham. Sådan har jeg det overhovedet ikke. I DR arbejdede jeg for en topleder, og det kunne jeg godt lide. Når man, som mig, bliver drevet af anerkendelse og ros, så kan man godt nogle gange savne en direktør, der siger ’ej hvor er du dygtig, det var et flot memo, du havde skrevet’ eller noget. Så det, der driver mig ved at være selvstændig, er derimod en ekstrem glæde ved at se mine ideer blive foldet ud. Jeg siger ikke, at det er let. Det er sindssygt hårdt arbejde, men her er hele verden min legeplads. Og det er fantastisk.”

Hvad skal der ske for dig i fremtiden?

”Det er mit store dilemma lige nu, om jeg skal sætte et tredje ben på virksomheden og også gøre noget i en iværksætter-retning? Hvis man ser på min tid i DR, har jeg lavet ledelse længere, end jeg har lavet radio. Jeg troede egentlig, at jeg skulle være ledelsescoach, men så begyndte jeg at få forespørgsler fra nogle, der ville producere lyd. Jeg troede ikke, at jeg skulle være podcast-dame, og det ved jeg heller ikke, om jeg skal blive ved med at være. Der er nok at lave, for vi er slet ikke peaket endnu med den her podcast-bølge, men jeg tænker da på, hvad mit næste skridt er, og hvor skal jeg hen næste gang. Jeg har dog ikke løst, hvad mit take skulle være på ledelse og iværksættere. Jeg ved ikke, hvad jeg har at bidrage med, som ikke er dækket. Men jeg synes, jeg kunne bidrage i min bog ”Dorte Palle Alene – endelig selvstændig” med en helt rå, autentisk stemme, der snakkede om kaos og bump på vejen. Der havde jeg faktisk noget at byde på.”