“Vi står inde for det, vi laver” – at sælge noget ‘anderledes’

Hvordan er det at være selvstændig, når det man sælger, er noget, som ikke alle lige forstår eller måske endda har fordomme omkring? Hos SoloCEO elsker vi bredden hos de mange selvstændige, vi taler med, og vi elsker at blive klogere på områder, vi måske ikke kender så meget til. Generelt ser vi os selv som åbne mennesker, men vi ved også, at konkurrencen om kunderne er hård. Og vi ved fra egen erfaring, hvor konkret man skal være for at lykkes med at sælge sine produkter.
Så vi satte os for at tale med nogle af dem, vi kender, som har en virksomhed, hvor de sælger noget, som ikke alle kender til og tænker, at de skal bruge penge på at købe. Her i artiklen møder du Tinna og Henrik Bisbo, som står bag astrologi-firmaet Bisbo Advisory. Hvis du synes, at de virker bekendte, så er den god nok. Tinna og Henrik har tidligere medvirket i en artikel på SoloCEO, hvor de fortalte om, hvordan det er at tage beslutningen om at blive selvstændig sent i sin karriere.
Astrologien som produkt
Mange af os har nok en forestilling om, at det alternative, spirituelle eller filosofiske er nogle nærmest åndelige, metafysiske størrelser, og det er i hvert fald ikke noget, vi forbinder med forretningsverdenen.
Så hvordan gør man netop disse temaer til sin levevej? Hvordan bliver man taget alvorlig som forretning, når man sælger noget, der kan være omgærdet af mange myter og fordomme? Hvilke paradokser kan være på spil? Og spiller man på samme spilleplade som en selvstændig B2B-kommunikationskonsulent, eller er der tale om et helt andet regelsæt? Vi kan jo ikke komme uden om, at man som selvstændig er nødt til at sælge. Produktet og selvstændigheden bygger måske nok på passion, men regningerne skal stadig betales.
Tag det eller lad være – men vi forsøger at bryde isen med humor
Tinna og Henrik Bisbo, der har startet astrologi-firmaet Bisbo Advisory, hvor de laver workshops og foredrag for virksomheder samt personlige astrologikonsultationer, sætter i denne artikel ord på deres tilgang til at drive en forretning, der beskæftiger sig med produkter, du som oftest ikke falder over i den gængse case-eksamen på CBS.
Der ligger selv sagt et aktivt valg i, hvordan man vælger at markedsføre sit produkt, uanset hvilket produkt, der er tale om. Tinna og Henrik beskriver, at de i begyndelsen var lidt nervøse for netop dette aspekt.
“Vi besluttede ret tidligt, at da vi kan stå inde for vores produkter, var der ingen grund til at putte med det. Vi bruger tit humor og andre former for isbrydere, men ellers er vi meget faktuelle og vil gerne forsøge at pille det mystiske ud af astrologien. Ligesom vi ønsker at gøre op med det letkøbte og overfladiske, som den type astrologi, mange kender fra dameblade og den slags, bygger på. Grundet vores alder, har vi heller ikke som sådan noget, vi skal bevise. Vi kan godt stå inde for det, vi laver – så må de tage det eller lade være. I starten prøvede vi måske at overbevise, men folk skal selv vise interesse. Her har vores foredrag en styrke, fordi de er helt uforpligtende”, fortæller de.
Kendskab til jakkesættene og de bonede gulve
Henrik og Tinna startede Bisbo Advisory i 2019, og det er på mange måder en solstrålehistorie – de startede på det rigtige tidspunkt, hvor alt gik op i en højere enhed, og mavefornemmelsen var god, og det går i dag godt for firmaet. I løbet af de sidste par år har Tinna og Henrik overordnet kunne kategorisere de reaktioner, de møder, når de præsenterer deres arbejde, i tre:
”Der er tre typer af reaktioner. Den totale afvisning. Den nysgerrige skepsis. Den fuldstændige overgivelse. Vi ser ikke meget bevægelse i den første gruppe, men meget ofte bevægelse fra den anden til den tredje gruppe. Vi oplever både skeptikere, der fortsat er skeptiske efter et foredrag eller en workshop, men også mange (de fleste), der faktisk må erkende, at der vist er noget om snakken. Der lader ikke til at være forskel mellem mænd og kvinder udover måske, at der er flere kvinder end mænd, der på forhånd accepterer præmissen. Men det er ofte hos mænd, at vi ser de helt store aha-oplevelser.”
Skepsissen er altså til at mærke, men den er heller ikke hugget i sten. Den er ofte til at arbejde med.
Tinna og Henrik har en fortid i Mærsk, hvor de mødte hinanden. Denne baggrund har både givet dem et netværk og dermed omtale, men den har også givet dem en anden indgang til deres målgrupper, som har gjort det lettere at grave sig igennem eventuel skepsis.
”Det er ikke en ulempe, lad os sige det sådan. Vi kender miljøerne – jakkesættene og de bonede gulve, og vi kan snakke dét sprog, som virksomheder snakker. Det spiller også den rolle, at vi nok har lidt nemmere ved at få foden indenfor hos mange firmaer, end andre har. Vi bliver ganske enkelt taget mere seriøst, fordi vi begge har en mangeårig baggrund hos landets måske mest kendte firma. Med andre ord kan vi i de flestes optik sikkert ikke være helt tossede.”
Tiden har arbejdet positivt
Astrologien er blevet mere mainstream i Danmark i løbet af de seneste år, og derfor har timingen rent salgsmæssigt også været god for Bisbo Advisory.
”Det er både på godt og ondt, fordi det også kan blive overfladisk. Men vi kan mærke, at især unge mennesker ved meget, og at der sker meget på internettet. Vi tror, det vinder frem, fordi der er mange fundamenter, der er ved at smuldre. Mange har ikke en religion, familiefundamenter smuldrer, og mennesker søger noget, der kan forklare, eller noget de kan spejle sig i. Men det har været en fordel at have nogle penge med i bagagen, for man skal ud at stemme dørklokker, og vi har holdt gratis foredrag. Man skal lige etablere sig, og det er en balance at finde ud af, hvor meget gratis arbejde man skal lave. Det er svært for mange astrologer at tage penge for deres arbejde. Men når man er selvstændig, skal man sælge sig selv. Man tænker måske: ’Er det nu godt nok, det jeg sælger?’ Det er jo ens eget hjertebarn. Ligesom en murer skal have en løn for det arbejde, han/hun leverer, så skal vi gøre det samme. Og det vil mange selvstædige kunne nikke genkendende til.”
På den måde står Tinna og Henrik over for mange af de samme jordnære dilemmaer som andre selvstændige, til trods for et mere spirituelt og i nogens øjne uhåndgribeligt produkt.
Et godt råd til andre med samme type produkt
Det er ikke til at sige, om Tinna og Henriks vej ind på markedet er den eneste rigtige, men den har i hvert fald virket for dem. At tage astrologien ned på jorden, tage sig selv seriøst og aldrig gå på kompromis med sit eget produkt for at please nogen. Som råd til andre selvstændige, der også sælger noget anderledes eller alternativt, siger Tinna og Henrik:
”Tro på det. Hav tålmodighed og lad være med at gå på kompromis. Det er bedre at erkende, at konceptet måske ikke holder end at forsøge at sælge noget, man ikke kan stå 100% inde for.”