”Det betyder ikke så meget, om man er selvstændig eller ej”

af | aug 27, 2021 | Konsulentlivet, Mit konsulentliv

For mange er det at være selvstændig nærmest en identitetsmarkør. Er man først blevet selvstændig, er der no going back. Men sådan behøver det ikke at være. Vi har haft en snak med Andreas Herring om at blive selvstændig, om ikke at være det længere, og om at det måske i virkeligheden handler om, hvorvidt man er glad for det, man laver, og føler sig motiveret og inspireret – selvstændig eller ej.

Skabertrang, frihed og fleksibilitet

Svarene går ofte igen, når man spørger en selvstændig, hvorfor de er det: Friheden, fleksibiliteten og dét at skabe noget selv. Det er også det svar, Andreas Herring giver:

“Jeg blev selvstændig pga. den frihed, der ligger i det. Muligheden for at arbejde, når jeg synes det passer. Muligheden for at aflevere mine børn sent, hvis det var det, der skulle til. At kunne arbejde fra sommerhus og at kunne skabe noget selv – at der ikke er nogen, der kommer og gør det for én.”

Andreas arbejdede indtil for nylig som Brand Marketing Manager for tøjmærket NN07, men en omstrukturering i firmaet gav momentum til at forfølge drømmen som selvstændig. ”Det har i mange år været lidt en drøm. Jeg har som mange andre gået med en eller anden skabertrang og lyst til at sætte mit helt eget præg. Omstruktureringen gjorde udslaget for, at nu skulle det være nu.”

En liste af bekymringer

Men det er ikke bekymringsfrit for nogen at blive selvstændig, og det var det heller ikke for Andreas. Tanker om, hvorvidt man kan tjene nok, eller hvad man overhovedet kan tilbyde, fyldte en del i beslutningsprocessen:

”Jeg havde en liste af bekymringer: Kan jeg opretholde den levestandart, som jeg er blevet vant til? Hvad fanden kan jeg tilbyde? Er jeg så god, som jeg går og bilder mig selv ind? Men den eneste måde, jeg kunne finde ud af det på, var ved at prøve det af.”

Og med fuld opbakning hjemmefra, tænkte Andreas, at det måtte briste eller bære, så den 1. maj 2021 startede han sit eventyr som solo-selvstændig.

”Herefter handlede det bare om at række ud til mit netværk og fortælle om min beslutning, og hvad jeg kunne tilbyde. Det viste sig jo hurtigt, at der var rigtig fin interesse både fra dem, jeg selv rakte ud til, men også dem, der kom til mig. Jeg fik rimelig hurtigt et godt kundegrundlag, som gav indtjening”.

Mavefornemmelsen som pejlemærke

Efter en succesfuld start og en god måneds tid som selvstændig blev Andreas kontaktet af ur-firmaet About Vintage. ”De fortalte om et nyt brand, de skulle starte. Der var helt rå skitser af produktet, og de havde ikke nogen endelig plan for, hvordan brandet skulle udrulles. Og dét ville de så have mig til; at finde ud af hvilken identitet brandet skulle have, lave kampagnerne og i det hele taget bygge brandet fra bunden. Og det var jo det, som jeg også var glad for ved at være selvstændig! At være ham der er den.”

Så Andreas takkede ja til stillingen. ”Jeg havde ellers tænkt ved første møde, at hvis de ville være kunder i biksen, så ville det være fint, men hvis de tilbød mig et job, ville jeg sige nej. Men til mødet, da de fortalte om projektet, kunne jeg godt mærke, at det blev jeg nødt til. Jeg fik allerede ejerfornemmelse over projektet, og mavefornemmelsen har altid været mit vigtigste pejlemærke.”

Så eventyret som selvstændig blev altså en del kortere, end planlagt. Men i Andreas’ egen optik er det ikke noget problem.

”Det virker fjollet, men det handler jo ikke så meget om, hvorvidt man er selvstændig eller ej. Dét, der betyder noget er fleksibilitet i hverdagen, og at man laver nogle fede ting og projekter.”

Du kan læse mere om Andreas Herring HER på linkedin.