Hvordan navigerer man i junglen af professionelle netværk?

Hvordan finder man det rette professionelle netværk, og hvilke muligheder er der at vælge imellem? Det er et artikel-emne, som flere af jer har efterspurgt over længere tid. Derfor stiller vi i den kommende tid skarpt på netværk gennem en række artikler.
Vi ser nærmere på, hvilke typer netværk der findes, giver gode råd til, hvordan man finder et netværk eller skaber et selv, og vi ser på, hvad man kan få ud af at være med i de forskellige netværk. Det gør vi sammen med en række interviewpersoner, som på forskellige vis bruger formelle og uformelle netværk til at inspirere og udvikle sig selv og deres forretning.
Som en af vores interviewpersoner, der er med i fire forskellige netværk, siger: ”For mig er det bedste alle de spændende mennesker, som jeg møder. Man får en kæmpe kontaktflade. Jeg får rigtig meget inspiration og viden ud af det.”
Fordelene ved et netværk er mange
Som solo-selvstændig kan der være mange fordele ved at blive en del af et netværk. Det giver dig sparring og samtaler med ligesindede, det udvider din professionelle omgangskreds, og det kan give dig nye opgaver. Helt konkret kan deltagelse i et netværk bruges til bl.a. at øge dit salg, hjælpe dig til at komme i kontakt med potentielle kunder, og give dig faglig sparring eller sparring på, hvordan du driver din virksomhed.
En anden interviewperson fortæller: ”Ved at have et godt netværk kan man få løst problemer, hvor man ellers selv skulle bruge lang tid på at genopfinde den dybe tallerken”.
Forskellige former for netværk
Du kender sikkert til forskellige netværk allerede. Vi ser som udgangspunkt følgende typer af netværk, men der findes uden tvivl endnu flere nuancer:
- Individuelle netværk, som startes op af fx en gruppe selvstændige. De er typisk gratis og drives af gruppen selv. Gensidig hjælp, støtte og sparring er ofte de primære formål.
- Erhvervsnetværk eller iværksætternetværk, som typisk er knyttet til en bestemt by eller kommune. Formålet er bl.a. at udvide sit professionelle netværk og skabe stærke relationer lokalt.
- Faciliterede netværk med en netværksleder og eksterne oplægsholdere på hvert møde. De er typisk fag- eller branchespecifikke. Formålet er bl.a. at få sparring og indspark på det faglige emne, man arbejder inden for
- Salgsnetværk for selvstændige, der har det specifikke formål at øge hinandens salg.
- VL-grupper, hvor ledere mødes og taler om ledelse og strategi.
Hvilket netværk er det rette for dig?
At finde det rigtige netværk kan dog føles som at lede efter nålen i høstakken. Skal du vælge et stort, dyrt og veletableret netværk, eller skal du starte et selv? Skal du være i netværk med andre selvstændige, eller giver det bedre mening for dig at være i netværk med dem, du deler faglighed med? Med andre ord, hvad vil du bruge netværket til, og hvilke emner søger du sparring og udveksling om?
Det giver vi nogle eksempler på over de næste måneder. Vores mål er at give et indblik i forskellige typer af netværk og dermed gøre dig klogere på dine muligheder, hvis du overvejer at finde et netværk, som er det helt rigtige for dig.
Vi håber, at du vil læse med!
Læs artiklerne om netværk:
Branchespecifikke netværk: Mød de andre i din branche
Det lokale erhvervsnetværk: Lær byen og forretningslivet at kende
VL-netværk: Tillidsfuld sparring om ledelse og dét at drive virksomhed