Frihed og fleksibilitet trumfer fastansættelse og feriepenge
Af Gerd Kieffer-Døssing, journalist og cand.mag. i Afrikastudier, SoloCEO i Sprogsans. Blogindlægget blev skrevet kort før nytår 2020.
Faktisk var det slet ikke en beslutning som sådan. Det var heller ikke et kald eller en drøm, der skulle udleves. At blive selvstændig skete ligesom bare … som en ganske naturlig konsekvens af, tja, livet og dets, til tider barske, lektioner.
Jeg havde været sygemeldt fra mit job som kommunikationsmedarbejder i en ngo i et halvt års tid. Dybt depressiv og opfyldt af, hvad jeg bedst kan beskrive som en kvælende, konstant klaustrofobi for mig selv og mit liv. Jeg var ikke glad. Jeg trivedes ikke. Tværtimod følte jeg mig fanget i et hamsterhjul, der bare smadrede derudad, hurtigere og hurtigere, og før jeg fik set mig om, ville jeg være fyldt 45, uden at noget ville have forandret sig. Jeg ville stadig sidde og føle mig uforløst, mens mine drømme stille var fløjet deres vej.
Det føltes forbudt at være frustreret. Jeg havde jo den fastansættelse, som så mange drømmer om – så hvad pokker bildte jeg mig egentlig ind?! Det var først, da jeg formåede at gøre mig fri fra tanken om, at treenigheden: fast løn, pension og feriepenge også partout måtte være opskriften på lykke for mig, at jeg blev klar over, hvad min krop så længe havde forsøgt at få mit hoved til at fatte. Det er ganske givet ikke alle, der har det sådan, men for mig er frihed og fleksibilitet langt vigtigere end fastansættelse og feriepenge. Jeg har det ganske enkelt ikke godt, når rammerne bliver for faste for længe ad gangen.
I november 2019 sagde jeg op. I samme øjeblik jeg traf beslutningen, kunne jeg mærke, at det var helt, helt rigtigt. I dag arbejder jeg hver anden uge som redaktionssekretær på et lille medie, og resten af tiden driver jeg min virksomhed, Sprogsans. Her kan min indre sprogpedant boltre sig, når jeg arbejder med alskens former for formidling og hjælper mine kunder med at fremstå professionelle, kompetente og seriøse i deres eksterne kommunikation.
Kombinationen af deltidsansat og deltidsselvstændig er for mig ideel.
Som et ekstremt økonomisk bevidst menneske, der lagde privatbudget allerede som teenager, giver det mig ro i maven at vide, at jeg ikke må gå fra hus og hjem, i de perioder hvor der er få opgaver i min virksomhed. Den ro var guld værd i den spæde begyndelse – jeg fik nemlig mit cvr-nummer, en uge inden Mette Frederiksen lukkede Danmark ned, hvilket manede enhver illusion, jeg havde om at komme godt fra start, i jorden. Først i juni måned kunne jeg sende min første faktura. Det var – og er – til tider svært at have is i maven i stille perioder, men støt og roligt er opgaverne kommet. Jeg er kommet ud af mit første regnskabsår med et overskud, der udgør lige knap halvdelen af min deltidsårsløn. Det er da meget godt?!
Som prikken over det famøse i giver mit arbejds-setup mig desuden frihed til at prøve ting af og løbe efter nogle af mine drømme, inden de flakser bort for altid. Jeg skriver på et par noveller, der har ligget i årevis, og jeg er dykket ned i noget forskning, som jeg aldrig ville have haft tid til med et 8-16-job. Og i midten af januar har jeg en flybillet til Senegal, hvor jeg efter planen skal freelance i en lille måned. Selvom Covid-19, den sjuft, måske ender med at spænde ben for turen, er freelancerejser noget af det, jeg glæder mig allermest til i livet som selvstændig.
30’erne var, for mig, den helt rigtige alder at blive selvstændig i. Professionelt har jeg erfaring, netværk og selvsikkerhed; privat har jeg en base, et vist mål af livskundskab og en grundvished om, at alt har det med at falde i hak. ”34 år, Niller; man ved et og andet.” For eksempel ved jeg, at intet er statisk – selv ikke decembers evindelige grå skydække, Trumps regeringstid eller pandemier. Så hvem ved? Måske jeg alligevel sidder ombord på det fly til Dakar om en ti dages tid …
Gerd Kieffer-Døssing oplyser, at hendes tur til Senegal blev aflyst i denne omgang, og at hun er klar til at tage af sted, så snart der er lidt mere corona-ro på verden.