Selvstændig i 20’erne: En fordel at konkurrere med de mere erfarne

Hos SoloCEO kører vi i løbet af de næste par måneder et tema omkring solo-selvstændige i forskellige aldersgrupper. Vi vil sætte fokus på, hvordan det er at gå selvstændig i 20’erne, 30’erne, 40’erne og senere i livet. For uanset hvor man er i sit arbejdsliv, følger der fordele og udfordringer med. Vi håber, du vil lade dig inspirere af de selvstændige og deres fortællinger.
I denne første artikel kan du møde Camilla Sager, som i dag er 25 år og selvstændig i sin egen virksomhed Koncept Kommunikation. For hende handler det om at fokusere på de fordele, man har som ung selvstændig, og så vil hun gerne lære at blive en bedre chef for sig selv.
Emma Præst Frederiksen fra SoloCEO har interviewet Camilla Sager:
Hvor er du henne i dit liv netop nu?
Lige nu er jeg selvstændig i min egen virksomhed, og det er klart det, som fylder mest. Samtidig er jeg studerende ved Syddansk Universitet. Her læser jeg en kandidat i journalistik. Jeg er desuden uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i kommunikation. Da jeg blev færdig i sommeren 2019, valgte jeg at tage et halvt år på højskole.
Hvis jeg skal prøve at pitche min virksomhed, så findes der rigtig mange mennesker, særligt i service og detailbranchen, som lever af noget, de er sindssygt dygtige til. De bruger al deres energi på at efteruddanne og dygtiggøre sig, men problemet er, at de ikke kan finde ud af at fortælle folk, hvor dygtige de egentlig er. Der kommer jeg ind i billedet og spørger: ”Okay, hvad er det egentlig, du laver?”. ”Hvad er det for en værdi, du skaber for dine kunder?”. Og ”hvordan kan vi fortælle det til verden?”. Det kan så være ved at lave en ny hjemmeside eller bruge sociale medier på en anden måde, eller måske lave en flot plakat. Jeg hjælper dem med at skærpe deres eget koncept, og så giver jeg dem nogle værktøjer, så de selv kan tage ejerskab over deres kommunikation. For eksempel laver jeg små videoguides, så de selv kan opdatere deres hjemmeside i fremtiden.
Lige nu har jeg seks kunder, som jeg arbejder for, så det er svært at prioritere studiet lige så meget. Jeg forsøger at få begge ting til at hænge sammen, hvilket også gør, at jeg sjældent holder fri. Men jeg vidste godt, at det ville blive hårdt, da jeg startede.
Hvordan og hvornår startede din rejse som selvstændig?
Undervejs på studiet tænkte jeg, at det kunne være fedt at starte mit eget. Derudover havde jeg ikke nogen forpligtelser, så da jeg blev færdiguddannet, var det ret oplagt for mig at gøre alvor af det. Jeg var ikke rigtig interesseret i at fortsætte nogle af de steder, hvor jeg havde været i praktik. I stedet tog jeg på højskole, hvor jeg lærte at bruge Photoshop og fik lidt journalistikerfaring, mens ideen om at starte selv fik lov at modne. Jeg brugte det halve år på at gå og tilrettelægge, planlægge og udvikle mit eget koncept. Så da jeg var færdig på højskolen, lå det lige til højrebenet at jeg skulle starte op selv, da jeg både havde fået en del erfaring og været igennem en lang følelsesmæssig proces. Jeg havde også fået snakket om min idé med mange i mit netværk. Her oplevede jeg en stor opbakning og støtte. Folk var vildt gode til at komme med råd og byde ind – så det gav mig ekstra motivation.
Den 1. marts 2020 fik jeg mit CVR-nummer, men så kom Corona jo. Derfor valgte jeg at udskyde lanceringen, men på det tidspunkt havde jeg allerede fået fortalt ret mange om virksomheden, så faktisk fik jeg et par kunder, inden jeg rigtigt startede op. I juni fik jeg endelig mulighed for at holde min lanceringsreception og hjemmesiden gik i luften. Set i bakspejlet var det nok meget fint, at jeg havde nogle kunder, som jeg kunne bruge som cases.
Hvordan fandt du modet til at gå selvstændig (i så ung en alder)?
Gennem min kommunikationsuddannelse var jeg i to praktikforløb, og det var meget givende. Man er ikke lige så bange for at møde den professionelle verden, når man først har mødt den i trygge rammer i form af praktikken. Derudover oplevede jeg, at jeg reelt havde meget at tilbyde. Så det var fedt at få dén følelse. Undervejs fik jeg også andre og nye ideer til, hvordan man kunne gøre tingene, og det gav mig lyst til at starte mit eget. Derudover har jeg altid fået fortalt hjemmefra, at jeg kan det, jeg sætter mig for. Så jeg har ligesom en tro på mig selv med derfra.
Da jeg endelig lancerede min virksomhed, var det ikke så skræmmende. Samtidig oplevede jeg at mit netværk tog rigtig godt imod mig. Folk respekterede, at det var noget, jeg gerne ville, så de var søde til at henvise mulige kunder til mig. Jeg er ikke så privat på min Facebookprofil, så der havde jeg et ret stort netværk, og samtidig brugte jeg også LinkedIn ret meget. Generelt har jeg altid været god til at interagere med mennesker, og fortælle dem om mine drømme og ambitioner. Derfor tror jeg, at mange har kunne mærke, hvor passioneret jeg er omkring det. Så det var ikke en skræmmende start for mig, men det var klart en lang proces.
Har du følt dig intimideret af ”de voksne”?
Hmm. Det har jeg nok. Men jeg synes også, der er noget i det der med, at fordi jeg er 25, så er jeg god til sociale medier. Det fandt jeg ud af i min praktik. Så jeg kunne slå mig op på de digitale ting. Dét følte jeg altid, at jeg kunne falde tilbage på. Jeg tror faktisk, det er en fordel for mig, at jeg skal konkurrere med folk som har været længe på arbejdsmarkedet og har nogle andre kompetencer. Så får jeg motivationen til lynhurtigt at dygtiggøre mig. Det handler også meget om, hvilken energi du har med mennesker. Der betyder alder ikke så meget.
Hvilke udfordringer har du mødt?
Jeg synes min største udfordring er, at jeg sindssygt gerne vil give meget af mig selv til de her kunder, som er så passionerede for det, de laver i deres virksomhed. Jeg kan sagtens finde på at sidde til rigtig sent om natten, fordi jeg gerne vil gøre det ekstra godt. Eller hvis vi har aftalt et bestemt antal timer, så bruger jeg ofte ekstra tid på egen regning, fordi jeg vil nørkle med en sidste detalje – og det er jo ikke holdbart for min virksomhed i længden. Så det med at være en god chef for mig selv, er nok min udfordring. Når du er selvstændig, så er du jo både din egen chef, din økonomiafdeling, din HR og din fredagsbar. Og det er jo vildt fedt, for så har du friheden til at bestemme, men samtidig er det vildt svært, for jeg har ikke lært, hvordan man er en god chef. Jeg ville jo ikke forvente, at andre sad og arbejdede på weekendaftener, så det skal jeg måske heller ikke forvente af mig selv.
Hvad med fremtiden?
Der er ingen tvivl om, at jeg vil lave det, jeg gør nu, men på fuld tid. Det er så fedt at arbejde med mennesker, som elsker det, de laver. Planen er dog at blive færdig med min kandidat først. Jeg sidder hele tiden og tænker: Gid jeg havde mere tid til at arbejde med de her kunder. Men det jeg savner, er klart det sociale. Altså det med at man har nogen at sparre med. Så enten skal jeg være fuldtid i min egen virksomhed, og så være en del af et kontorfællesskab, eller også skal jeg finde en partner. Jeg kunne også sidde sammen med nogen, som har andre kompetencer og så gå sammen om en opgave, eller have nogen faste samarbejdspartnere, som jeg kan henvise til. Så jeg vil enormt gerne lave det, jeg laver nu, men med flere mennesker. Det ville være perfekt for mig.
Du kan læse mere om Camilla og hendes virksomhed her:
Læs også vores andre indlæg om at blive selvstændig i forskellige aldre:
Selvstændig i 30’erne: I virkeligheden er det en ”learning by doing”-ting
Selvstændig i 40’erne: Hvis jeg havde gjort det før, havde jeg ikke haft samme tid til min familie