Man har en plan, til man laver en ny

af | nov 30, 2020 | Konsulentlivet, Mit konsulentliv

Et stress sammenbrud i 2006 førte mod alle odds til et selvstændigt virke som klassisk kommunikationsrådgiver. Og jeg indrettede min yngste søns babyværelse til kontor. Drengen var blevet stor nok til et nyt værelse. På kontoret startede jeg KALB i en forestilling om, at nu skulle jeg bare være mig på mit hjemmekontor resten af mit arbejdsliv. En freelancer-plan. Lidt færre arbejdstimer. Ro, tak. Målet var et arbejdsliv der skulle passe til mit liv – ikke omvendt.

Få måneder efter opstarten i 2007 stillede Kirsten i mit køkken. Til kaffemøde i nye sko. Og en snak om, hvad hun mon skulle lave når hun inden længe blev færdig med sin kommunikationsuddannelse indenfor kommunikation. Sidenhen blev det til meget mere end kaffe. Kemien mellem Kirsten og jeg var så god, at der ikke var nogen vej uden om; først blev hun studiejobber, senere ansat og for seks år siden partner i firmaet.  

Sammen har vi skabt et solidt fundament for den forretning, vi har i dag, hvor vi rådgiver små og mellemstore virksomheder i strategisk kommunikation. Vores løfte til markedet er, at vi gør det med hjerte & hjerne. Men løftet er lige så meget til os selv og vores team på alt 8 faste, to studerende + køkken, rengørings- og regnskabshjælp: vi ved nemlig, at når hjertet ikke er med i en opgave eller et samarbejde, følger hjernen heller ikke trop.

Med tiden voksede vi selvfølgelig også ud af børneværelset. I dag bor vi i et kontor lige ved kanten til byen med skov, enge og å som nærmeste nabo. Her er luft og plads til tanker. Og ro til at fordybe sig.

Sidste år blev KALB teenager og som det går med den slags – selvfølgelig under ombygning ? Vi tog livtag med vores strategi. Ellers – hvis vi skal være helt ærlige; vi lavede en strategi. For første gang i virksomhedens historie. Vi satte blandt andet fokus på at blive mere digitale – uden at skulle gå på kompromis med hjertet, relationerne og det lokale. Corona viste os, at man sagtens kan bevare relationen og følelsen af at være lokal forankret på mere end én måde. Og i august åbnede vi så kontor nummer to – nemlig i Sønderborg. Nu kan vi for alvor sige, at vi dækker fra Vest til Øst i det syd- og sønderjyske.

Her i november skalerer vi forretningen yderligere og springer ud med endnu et nyt forretningsben! Vi supplerer den gode, klassiske rådgivningsvirksomhed KALB med en e-handelsvirksomhed og en abonnementsforretning, nemlig www.dinkommunikationskollega.dk. Formålet er, at vi vil kunne hjælpe endnu flere små og mellemstore virksomheder med meget mere strategisk kommunikation – uanset hvor mange timer, vi har i døgnet. Og uanset set, hvor små budgetter, der måtte være til rådighed. For der er brug for det, derude. Og vi har stadig brug for ro og for at have hjertet med i det, vi laver.

Det hele i fuld loyalitet med den oprindelige filosofi bag mit selvstændige virke – min allerførste personlige forretningsplan lød sådan her:

Jeg vil arbejde så lidt som muligt.

Jeg vil arbejde så sjovt som muligt.

Jeg vil arbejde så dygtigt som muligt.

 14 år senere lever filosofien stadig. Planen blev bare anderledes. Mit iværksættereventyr/freelance-set-up blev til meget mere – og TAK for det. TAK til KALBerne – #verdensbedstehold ❤️

#selvstændig #skalerbarforretning #personligforretningsplan #elskermitevigeiværksætterliv