Sådan strukturerer du din dag og føler dig mere produktiv

af | okt 24, 2020 | Guide, Konsulentlivet, Rådgivning

Vi har bedt erhvervscoach Anne Randbo Back svare på fire store spørgsmål, som vi hører fra rigtig mange selvstændige – og fra de af jer, der overvejer at blive det. Over de næste uger bringer vi hendes svar i fire blogindlæg her på sitet.

I dette andet indlæg stiller Anne skarpt på, hvordan du kan strukturere din arbejdsdag som selvstændig og dermed føle dig mere produktiv.

SoloCEO:
Det kan være svært at strukturere dagen, når man er selvstændig, især hvis man sidder hjemme og arbejder. Det er nemt at føle, at man ikke har nået nok og ikke har været produktiv. Har du nogle råd eller fif til at strukturere arbejdsdagen? Og hvad tænker du om at beholde sin 9-17 fra livet som ansat vs. at indrette sin dag løsere og mere flydende?

Anne:
Her synes jeg, man skal tænke over, hvorfor man er blevet selvstændig. Var det for at arbejde med et andet fagområde? For selv at kunne bestemme? For at kunne arbejde mindre og være mere for sig selv eller sin familie? Jeg møder rigtig mange, som er såkaldt livsstilsselvstændige. Det betyder, at de brænder for deres virksomhed, men også at de til dels blev selvstændige for at kunne føre en anden livsstil end 9-17-tilværelsen. Og hvis det er én af dine motivationsfaktorer, så giver det jo ikke megen mening at fortsætte med at arbejde fra 9-17.

Fokuser på trivsel og udvikling

Når det gælder struktur på dine dage og uger, vil jeg anbefale, at du prøver dig frem. Nogle trives med at lave daglige to do lister og inddele deres opgaver ud fra, om de er vigtige eller haster og så starte fra toppen. Andre gør det, de lige har energi på at lave den pågældende dag. Og begge dele kan jo virke fint. Jeg har mødt nogle, som konsekvent kun arbejde med salg fra kl.9-11, og andre hvis dagene var fuldstændig flydende. Det afgørende er, at du trives, og at virksomheden udvikler sig. Tempoet kan kun du selv vurdere.

Hvad er det klogeste, du kan gøre i dag?

Som jeg ser det, er det vigtige, at du føler, at der sker en fremdrift, og at du ikke konsekvent styrer uden om to dos, som rent faktisk er vigtige for din virksomhed. Det kunne for eksempel være salgsindsatser eller andet, som er uden for din comfortzone, og som du derfor sylter lidt. Her kan du spørge dig selv “Hvad er mit næste bedste skridt?” Hvad ville være det klogeste og mest udbytterige skridt, jeg kunne tage for min virksomhed i dag eller i denne uge? Svaret er sjældent “at finpudse mit logo” eller “at sidde derhjemme og læse korrektur på min hjemmesidetekst”. Det er oftere lidt mere handlingsorienteret og udadvendt á la “at lave et opslag på Linkedin”, “at ringe til en jeg kender, der arbejder i den branche, jeg gerne vil i kontakt med” eller “finde en testkunde som kan bidrage til min markedsføring”.

Forventningsafstem med dig selv

Uanset hvordan du strukturerer din dag (eller ikke gør det), så kan vi alle blive ramt af tvivlen om, om vi gør nok. Den er klassisk. Her er du nødt til at tage lidt tid ud til at forventningsafstemme med dig selv. Igen handler det om at definere, hvad der er vigtigste for dig? Vækst? Balance? At der er tid til den daglige gåtur/yogatime? Hurtig indtjening? Din prioritering bør afspejle sig i, hvor meget og hvor hårdt du klør på. Og så kan det hjælpe at lave et mantra for dig selv, som du hænger op på dit kontor eller plotter i din kalender, så du dagligt bliver mindet om, hvad dit fokus er. Og at du gør det godt nok.

Læs Annes første blogindlæg her: Sådan finder du modet til at blive selvstændig.

Om Anne

Anne Randbo Back er selvstændig erhvervscoach. Hun hjælper ledere og virksomheder med at opnå bedre resultater og trivsel gennem lederudvikling, teamudvikling og coaching. Du kan læse mere om hende på www.anneback.dk.