Står dit næste karrieretræk skrevet i stjernerne?

På en varm august-dag i idylliske omgivelser i Nordsjælland mødtes jeg med ledelsesrådgiver og erhvervsastrolog Pernille Bøge for at få lagt mit karrierehoroskop. Forud for mødet havde jeg en masse overvejelser om, hvad jeg kunne forvente. Hvad ville hun mon fortælle mig? Ville det være for overvældende? Burde jeg være mere skeptisk over for selve præmissen med at blande astrologi og arbejdsliv? Ville hun italesætte nogle af de ting, som jeg går og tumler med i min karriere?
Og ja, Pernille satte ord på en masse ting, som jeg allerede går og spekulerer over. Og ja, det var lidt overvældende. Det var også ret fedt. Lad mig forsøge at give dig en fornemmelse af, hvad et karrierehoroskop kan give – ud over lidt tårer undervejs og en nyfunden bevidsthed om, hvad jeg kan og bør fokusere på fremover.
Et værktøj til sparring og udvikling
Pernille starter med at fortælle, at karrierehoroskopet er et portræt af mig, men at det også er en samtale, hvor jeg kan byde ind med de tanker, der opstår.
”Det er en konsultation, snarere end at jeg ved, hvem du er”, fortæller hun. ”Det konkrete opstår i samtalen, i den kontekst, du bringer ind. Horoskopet er et værktøj til sparring og udvikling. Jeg er interesseret i at belyse nogle aspekter, som du kan gå på opdagelse i, hvis du har lyst – enten her eller senere.”
Hun viser mig mit horoskop, som er printet på et stykke papir. Det har nogle vilde mønstre og indbyrdes relationer.
”Et horoskop er helt unikt som et fingeraftryk. Ingen har det samme. Man kan sige, at det er de spillekort, du er blevet givet. Du bestemmer, hvordan de skal bruges. Og min intention er at hjælpe dig til selv at blive klogere.”
Hvis jeg var en melodi, ville jeg være et meget mærkeligt jazznummer
Vi taler om mit horoskop i cirka en time. Pernille fortæller en smule om astrologi undervejs, men kun fordi jeg er nysgerrig og spørger ind til det, – om mit stjernetegn (skorpionen) og min ascendant (løven). Og så dykker hun ellers ned i, hvad hun ser.
Hun taler fx om, hvad jeg slås med af store temaer i mit liv. Om hvad der fylder meget. Om mine relationer. Hun nævner nogle ting, som jeg med fordel kan arbejde med, og som jeg bør udforske og undersøge. Hun taler om, hvad der kan give mig en større tilfredsstillelse i mit arbejde, og hun giver et bud på i hvilken retning jeg skal gå arbejdsmæssigt.
Som eksempel siger hun om mig, at jeg har brug for refleksion og ro for at have en god balance, selvom jeg er udadvendt og har gang i mange ting. Hun fortæller også, at jeg er rastløs og hele tiden vil videre, hvilket er et stort drive for mig karrieremæssigt, men også frustrerende nogle gange. Som hun siger: ”Det er ikke mærkeligt, at du arbejder med forandringer, for du er selv konstant i forandring”.
Pernille dykker ned i vildt mange ting. Og da jeg på et tidspunkt siger, at jeg da lyder rimelig rodet, siger hun: ”Jeg ser et horoskop som en melodi. Nogle er harmoniske og lidt monotone. Andre er et stort værk. Under alle omstændigheder bør man bruge alle sider af sig selv”.
Jeg er vist så et meget mærkeligt jazznummer, men det er mine ord, ikke Pernilles.
Emnerne i et karrierehoroskop
Når Pernille lægger et karrierehoroskop, ser hun bl.a. på disse tre områder:
1. Hvilke ressourcer har du brug for at bringe i spil for at føle dig tilfreds og give noget til verden.
Her taler hun om mine ressourcer, det jeg er god til, mine styrker, fx at være analytisk og at have lyst til at optimere processer
2. Det du har brug for hver dag for at føle dig godt tilpas.
Her taler hun bl.a. om, at jeg har brug for struktur og klare roller, og om min lyst til at være grundig og gøre tingene godt – og hvad det betyder for hvilke samarbejder og opgaver, jeg trives bedst med.
3. Det du har brug for at manifestere ud ad til / din rolle i samfundet.
Her taler hun om, at det er vigtigt for mig, at mine resultater praktisk og konkret forbedrer folks hverdag, og at jeg bidrager værdimæssigt – og at jeg i fremtiden vil kunne bruge mine egne erfaringer til at hjælpe andre i endnu højere grad.
Derudover sætter hun ord på fortid, nutid og fremtid ift. karriere. Hun fortæller om, hvordan hun ser, at jeg har oplevet de sidst 10 år af mit arbejdsliv, og hun sætter ord på det, der sker i mit arbejdsliv lige nu, og det der kommer til at ske de kommende år. Heri ligger også noget om karriereudvikling og at dygtiggøre sig.
En følelse af virkelig at blive set
Det føles grundlæggende som om, at Pernille kan se ind i mig, om bag facaden. Jeg kan nikke genkendende til rigtig meget af det, hun fortæller, ift. de overvejelser og tanker jeg allerede gør mig om mit arbejdsliv og mit liv generelt. Hun rammer ned i nogle ting, som jeg godt ved, men som jeg har ignoreret eller skubbet lidt væk. Og hun italesætter nogle ting, som jeg godt selv kan mærke, men ikke har kunnet identificere eller sige selv.
Set i bakspejlet gav det god mening at bidrage til samtalen undervejs, fordi mine refleksioner og fortællinger løbende gav en større dybde til det Pernille sagde. Det gav hende mulighed for at folde tingene mere ud. Og hele sessionen gav stor lyst til videre refleksion, og jeg er derfor virkelig glad for, at jeg optog vores samtale, så jeg kan lytte til den igen.
Det kræver selvfølgelig, at man køber ind på den grundlæggende præmis – at placeringen af sol, måne og stjerner spiller en rolle – men hvis man kan det, vil man opleve, at der ikke er noget hokuspokus i at få lagt et karrierehoroskop. Jeg ser astrologi – på den måde Pernille arbejder med det – som et mere indsigtsfuldt alternativ til at gå til coach eller psykolog. Man får sat lys på nogle områder, som det er værd at reflektere videre over.
Jeg gik fra samtalen med en større dosis kærlighed til mig selv. Herfra er det så op til mig at tænke videre og overveje, om jeg vil bevæge mig i nye retninger, måske med små skridt, eller blive hvor jeg er. Pernille kom med nogle ret konkrete bud på, hvilken retning jeg kan gå i – bl.a. at jeg kan nyde godt af at udfolde nogle mere kreative sider af mig selv, eksempelvis ved at dyrke min glæde ved at skrive fiktion. Derudover havde vi en snak om forskellen på forandring og forvandling, som har sat en del tanker i gang hos mig. Det handler om, at nogle ting tager tid og skal have lov til at vokse og modnes, hvilket jeg med min utålmodighed og rastløshed godt kan være udfordret af, men som også gav rigtig meget mening for mig i forhold til nogle af de ting, jeg drømmer om.
3 hurtige spørgsmål til Pernille
Har en virksomhed også et horoskop?
Ja. Et firma har sit eget horoskop, fordi det har et ”fødselstidspunkt”, et formål og en historie at fortælle. Hvis vi lægger ledernes personlige horoskoper ovenpå firmahoroskopet, kan vi fx blive klogere på, hvordan vi spiller sammen med den organisme, som en virksomhed er. Hvordan tager vi ansvar for forskellige dele af virksomheden? Det giver mulighed for at highlighte nogle ting, som man måske ikke har fået italesat eller ikke har været klar over. Det er snakken om emnerne, der er vigtig.
Hvilket horoskop lægger du for en solo-selvstændig?
For en solo-selvstændig ville jeg lægge et personligt horoskop først, for at se hvad der er på spil. Og derefter for virksomheden, men med personen ind over. Virksomheden kan være født med noget af det samme, som deres ejer har med sig – som om den arver noget. Det er meget interessant. Derfor er det spændende at se på begge dele. Rådgivningen er på virksomhedens præmisser, men tager højde for den leder, der er. Og som soloselvstændig er man jo sin virksomhed. Man kan fx blive klogere på, hvordan man gerne vil arbejde, hvad man er bedst til, og om det passer til ens forretning.
Kan man komme til dig med en specifik udfordring?
Ja. Mange kommer for at finde ud af, hvilken retning de skal gå i med deres firma eller karriere. Det kan også være konkrete emner som: ’Jeg har svært ved at få hul igennem til kunderne’, ’jeg har mistet motivationen’, eller ’hvad skal jeg fokusere på i min forretning’. Det er godt for mig at kende problemet på forhånd, for så kan jeg dykke ned i det i horoskopet. Så ved jeg, hvad jeg skal fokusere på, så jeg kan åbne op for det, der giver mening og værdi.
Om Pernille
Pernille har været selvstændig coach og ledelsesrådgiver i 10 år. Hun har altid interesseret sig for astrologi og færdiggjorde en tre-årig diplomuddannelse som astrolog sidste år. I dag kobler hun astrologien med ledelsesrådgivning og forretningsforståelse og bruger den tilgang til at se potentialer og dynamikker, som man ellers ikke får øje på i sit arbejdsliv. Læs mere på www.cosmicnodeastrology.com og www.pernilleboge.dk.