Studentermedhjælper søges til SoloCEO.dk

SoloCEO.dk søger en studentermedhjælper med drive, interview-skills, en skarp pen og interesse for at være med til at videreudvikle vores site. Har du erfaring med sociale medier og redigering i WordPress, er det en stor fordel.
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. bestå af at lave interviews og skrive artikler til sitet, redigere indhold og sætte nyhedsbrev op. Vi håber derudover, at du vil bidrage med ideer til artikler, temaer, events og spændende personer eller virksomheder, der kan bidrage til sitet eller events/webinarer.
Vi forestiller os, at du læser en videregående uddannelse, og at du allerede har læst et par år. Dit studie har måske fokus på kommunikation, iværksætteri eller journalistik, men det vigtigste er, at du er god til og kan lide at skrive.
Stillingen kan tilpasses dine erfaringer og kompetencer, men samtidig forventes du at være selvstændig og kunne byde ind med ideer og ønsker til dine ansvarsområder.
Om SoloCEO.dk
SoloCEO.dk er et online univers for solo-selvstændige, freelancere og alle dem, der overvejer at blive selvstændige. På vores site kan læserne finde viden og inspiration om livet som solo-selvstændig, så de lettere kan drive deres forretning.
Bag SoloCEO står Tanja Hesselager og Louise Lyngaa, som begge er solo-selvstændige konsulenter inden for hhv. forandringsledelse og kommunikation.
SoloCEO er startet med en vision om at samle så meget viden, inspiration og hjælp på ét sted, så det bliver lettere for læserne at komme i gang med deres forretning og liv som solo-selvstændige.
SoloCEO er et uafhængigt medie. Vi indgår løbende samarbejder med virksomheder og organisationer, som har ønske om at gøre sig synlige over for vores læsere og på den måde markedsføre sig til den voksende målgruppe af solo-selvstændige og freelancere.
Det praktiske
Du skal arbejde hjemmefra og kan forvente stor fleksibilitet i, hvornår du lægger dine timer, blot du holder de aftalte deadlines og aftaler. Vi mødes til en fælles arbejdsdag 1 gang om måneden i København og afholder planlægningsseminar med overnatning før sommer og før jul, hvor vi også meget gerne vil have dig med.
Arbejdstid er 10-15 timer om ugen og aflønning efter aftale. Du arbejder fra egen computer og netforbindelse.
Send dit CV og 5-10 linjer om, hvorfor du gerne vil arbejde hos os, hurtigst muligt og senest d. 1. september 2020 til info@soloceo.dk. Du må også meget gerne sende et eksempel med på noget, du har skrevet.
Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte Tanja Hesselager på tlf. 61 68 88 75 eller Louise Lyngaa på tlf. 24 77 02 77.