Øg tiltrækningskraften og bliv værd at følge

Forord fra SoloCEO: Hvorfor er det, at nogle mennesker bare får deres ting igennem? Søren Schnedler har netop udgivet en bog om gennemslagskraft, tiltrækningskraft og den kommunikative tyngdelov. Bogen, ’Øg tiltrækningskraften, og bliv værd at følge’ udkom fredag den 26. juni. I bogen oversætter Søren Newtons tyngdelov til kommunikation.
Dette indlæg handler om, hvordan du skaber tiltrækningskraft. Søren introducerer en helt ny model for kommunikation, inspireret af fysikkens verden. Og som modtager af SoloCEO’s nyhedsbrev kan du blive den heldige vinder af et eksemplar af hans bog. Han har nemlig udloddet to styk til vores læsere. Mere om dette senere, nu skal Søren have ordet:
Indlæg af Søren Schnedler
Aldrig før har kommunikation været mere vigtig end nu. Aldrig før har der været så mange kanaler og muligheder for kommunikation som nu. Men vores evner til at kommunikere er ikke blevet bedre. Måske tværtimod. Og det er en udfordring for ledere på alle niveauer og for såvel private som offentlige virksomheder. Og for soloselvstændige. Der er kamp om opmærksomheden, støjen er massiv, og alle leder efter nøglen til at få deres budskab i gennem. Det er en evig kamp for at have og skabe gennemslagskraft. Et emne, der i dén grad også bør optage den, der driver selvstændig virksomhed.
Men måske er det ikke gennemslagskraft, der er nøglen til at kommunikere bedre. Lederskab kræver følgeskab, og det kan man ikke slå eller kæmpe sig til. Derfor introducerer jeg begrebet ’tiltrækningskraft’.
Tiltrækningskraften er en superkraft, der giver ekstra og bedre:
- Dømmekraft
- Handlekraft
- Drivkraft
- Beslutningskraft
- Konkurrencekraft
På den måde hjælper tiltrækningskraften os alle, uanset om man er leder, konsulent eller virksomhed, med at få deres budskab i gennem. Kraftfuldt.
Fra Newtons æbler til model for kommunikation
Tiltrækningskraften kan sættes på formel, og som nævnt, så har jeg oversat Newtons Tyngdelov til kommunikation. Newton udregnede en formel for den gensidige tiltrækningskraft mellem objekter. Æblet til jorden, månen til jorden og så videre. Det var og er ren fysik. Jeg har oversat fysikken til kommunikation. Den Kommunikative Tyngdelov er en ramme og en formel, som ledere og virksomheder kan bruge til at undersøge og forstå, hvordan de kommer tættere på dem, som de gerne vil tiltrække. Hvordan de øger deres tiltrækningskraft og bliver værd at følge.
En Kommunikativ Tyngdelov kan lyde både abstrakt og avanceret, men ambitionen er det modsatte. Loven skal være helt nede på jorden og lige til at gå til, uden at det bliver til en hurtig anvisning på, hvordan man bliver mere populær på en uge eller sælger dobbelt så meget med den halve indsats. Den slags er der nemlig allerede alt for meget af.
En bog for alle kommunikatører, med en model der er let at gå til
Uanset om man er topleder, mellemleder, teamleder eller frivillig leder – eller som SoloCEO’s læsere – freelancer eller på anden vis soloselvstændig, er kommunikationsudfordringen konstant. I Den Kommunikative Tyngdelov finder læseren indsigt, forståelse og svar på, hvorfor det er en udfordring, og bud på, hvad han eller hun kan gøre. Det er en forståelsesramme for den, der gerne vil arbejde med sin kommunikation generelt og som leder specielt. For den, der ved, at kommunikation og ledelse er to sider af samme mønt. Fordi kommunikation handler om at få nogen til at gøre noget med sig eller for sig. Og det gør ledelse også. Ikke mindst som soloselvstændig.
For at have tiltrækningskraft er der elementer, som man skal arbejde med:
- Tyngde
- Tydelighed
- Mening og Relevans
Tyngde handler om at være skarp på, hvad man kan, vil og tror på. Også kaldet tyngdepunktet. Og tyngden opstår, når man er i stand til at gøre alt det, man kan, vil og tror på tydeligt, i alt hvad man siger og gør. Og her skal man huske, at det man gør, siger mest.
Tydeligheden er broen over til modtagerne af kommunikationen. Det er ikke nok, at man siger og gør. Det skal også ses, opleves og anerkendes af modtager. Og modtager skal vide, hvad du som afsender af kommunikationen gerne vil have dem til at gøre. Sådan helt konkret.
Mening og relevans handler om, hvor tæt du kan komme på din modtager. Hvor meget har I sammen, og dermed hvor meget mening giver du for modtager. Hvor meget mening giver det at hyre dig ind som konsulent, freelancer eller facilitator. Hvilken værdi giver du, og hvordan bidrager du til modtagers tyngde.
Bogen er som nævnt skrevet til ledere på alle niveauer i erhvervslivet. Men modellen kan også bruges i privatlivet. Af dig og mig og alle andre 🙂
Store ambitioner for modellen
Formålet med min bog er at give folk en forståelsesramme, når jeg skal arbejde med dem. Jeg laver en samlet pakke, så jeg kan understøtte ledergrupper i dialogen om deres kompetencer og evne til faktisk at lykkes med de strategier og must-win battles, de sætter i gang. De kommer til både at tale med hinanden og med mig i et kortere eller længere forløb.
Jeg håber, at det er en model, som alle vil tage til sig som den faste model, de arbejder efter.
Ambitionen er på et tidspunkt at gøre det til et online akademi og måske udvikle en certificering. Så kan man logge ind og arbejde med sin virksomhed, din kommunikationsstil og dig selv som individ. Jeg brænder for at hjælpe andre mennesker ud over rampen med deres budskab. Nu har jeg både bog og website til at underbygge dette arbejde. Hvem ved, hvad fremtiden så bringer.
Om Søren
Søren har arbejdet professionelt med kommunikation i mere end 30 år. Han hjælper virksomheder nationalt og internationalt med at få større tiltrækningskraft. Det gør han med base i sin virksomhed Gravity i Kolding. Søren holder desuden en lang række foredrag om, hvordan virksomheder får større tyngde og tiltrækningskraft. Se mere på hans website www.centerofgravity.dk eller på LinkedIn.