SoloCEO og betalte samarbejder

Det er ingen hemmelighed, at vi bruger en del timer hver uge på SoloCEO. Vi booker, afholder og renskriver interviews, skriver LinkedIn posts, er i dialog med vores søde og engagerede læsere og ditto interview-personer, planlægger indhold til sitet og LinkedIn, planlægger og afholder events og webinars med mere.
Da muligheden bød sig for at begynde at indgå samarbejder med virksomheder, som har et budskab, der er relevant for vores målgruppe af soloselvstændige og freelancere, og dermed tjene lidt penge på vores arbejde, havde vi en snak om, hvorvidt vi ville det. Og hvordan vi i så fald kunne gribe det an, så vi stadig kan stå 100% inde for vores indhold og ikke lader os farve eller friste af at kunne tjene penge på at skrive om noget bestemt.
Overordnet giver betalte samarbejder og sponsorater os muligheden for at bruge endnu mere tid på SoloCEO. Og sikre endnu bedre indhold. Vi kan nå bredere ud og skaffe endnu mere inspiration, viden og fordele for vores læsere, både i form af interviews, indhold i vidensbanken og fede events, webinarer, rabatter mm. Det vil vi rigtig gerne!
Så vi har valgt at starte det stille og roligt op. Men med nogle klare løfter til os selv og dig som læser:
- Samarbejder og sponsorater må ikke fylde for meget på sitet.
- Et samarbejde eller sponsorat må ALDRIG forvride vores budskab. Vi skal fortsat mene hvert et ord af det, vi skriver, og ikke samarbejde med nogen, hvor produktet ikke passer til sitet eller ikke skaber potentiel værdi hos vores læsere.
- Det skal altid fremgå tydeligt, når noget er betalt samarbejde (det er i øvrigt også lovpligtigt;))
- Vi vil arbejde sammen med gode, ordentlige mennesker.
Som I måske har opdaget, så er vores første samarbejde med Pension for Selvstændige. Vi har hér indgået et samarbejde, hvor vi selv styrer indholdet og formatet. Og vi er mega glade for samarbejdet. Både fordi pension og forsikring er et virkelig vigtigt emne. Du SKAL tænke på din alderdom og sørge for, at du er ordentligt forsikret, hvis du bliver syg eller mister erhvervsevnen, også når du er soloselvstændig. Men en ligeså vigtig årsag til, at vi arbejder med Pension for Selvstændige: vi er simpelthen vilde med de mennesker, vi arbejder sammen med. Der er så god kemi, god sparring og potentiale i samarbejdet, og vi kan ganske simpelt bare virkelig godt lide dem. Vi er SÅ stolte af, at en veletableret virksomhed med en bred og relevant produktportefølje har turdet at satse på et samarbejde med os. Det har været den absolut bedste start på samarbejder, vi kunne ønske os.
Vi håber, at du vil tage godt imod vores samarbejder, som vil sikre dig endnu mere god viden og inspiration til livet som soloselvstændig. Vi lover at leve op til aftalerne ovenfor. Og du må altid gerne kontakte os, hvis du kommer i tvivl om noget ift. vores kommende samarbejder, eller du har spørgsmål, forslag eller måske endda specifikke ønsker til nogen, det kunne give mening at samarbejde med, enten i form af emner, interviews, webinarer, rabatter eller lignende.
Mange hilsner Louise og Tanja.