Han vil løse problemer og skabe værdi for samfundet

af | maj 31, 2020 | Konsulentlivet, Mit konsulentliv

Hvad driver en solo-selvstændig til at starte ikke bare én, men flere virksomheder op? Og har nogle af os et særligt iværksætter-mindset, som gør, at vi får lyst til at starte virksomhed?

Det har vi spurgt Mads Søndergaard om. Mads har startet en håndfuld virksomheder op de seneste fem år og drømmer om at etablere en større virksomhed med ansatte.

Ikke alle ideer bliver til noget – og det er ok

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 2017 blev oprettet knap 34.000 nye virksomheder i Danmark. Hvor mange af dem, der blev oprettet af en person, som allerede ejer en eller flere virksomheder, ved vi ikke her på SoloCEO-redaktionen. Så selvom vi har hørt om Christian Stadil, Martin Thorborg og Tommy Ahlers, så har vi ikke tal for, hvor mange serie-iværksættere der reelt findes i Danmark.

Iværksættermindsettet er en uhåndgribelig størrelse. Man kan dog sige, at når du er selvstændig eller iværksætter, så handler det lige så meget om din indstilling til tingene, som til din forretningside. De fleste selvstændige oplever, at nogle af deres ideer ikke kan blive til noget, fx fordi der ikke er stor nok efterspørgsel efter netop denne service eller dette produkt i markedet. Så at være selvstændig er også at turde prøve sig frem, teste ideer af og vide, at det ikke er alt, der bliver til noget – og at det er ok. Faktisk er det vel netop den frihed, vi har som selvstændige. At vi får lov til at være kreative med vores ideer og teste nye muligheder af løbende. Det er Mads’ historie et godt eksempel på.

Freelance-jobbet var ikke nok

”Timingen er perfekt, for jeg har lige fået succes i en af mine virksomheder, så det glæder jeg mig til at fortælle dig om”, siger Mads, da vi mødes over telefonen.

Mads startede sin rejse som selvstændig for fem år siden, da han gik fra at være fastansat til at blive freelancekonsulent hos Grundfos. Han har arbejdet som konsulent inden for agil IT-udvikling, bl.a. som scrum master og product owner, lige siden og har i øjeblikket en freelance-opgave hos Energinet. Men freelancer-forretningen var ikke nok for Mads.

”Jeg oplevede hurtigt, at der som freelancer nogle gange er tid mellem opgaver, så derfor startede jeg en anden virksomhed op. Noget skulle jeg jo lave og helst noget, der gav en indtægt”.

Mads havde fra starten oprettet et Aps og et holdingselskab, så han har efterfølgende brugt sidstnævnte som paraply for alle sine selskaber. Udover at starte en virksomhed sammen med et par andre konsulenter, startede han også en webshop. Han satte webshoppen op på en uge efter at have set nogle tutorials på YouTube.

Vi ved, at det kan være svært at finde rundt i de forskellige virksomhedsformer. Du kan læse lidt mere om at oprette virksomhed HER og om at komme i gang som selvstændig HER. Vi har også fået input fra en dygtig statsautoriseret revisor om opstart og etablering.

Løsninger til gavn for de ældre

Mads har stadig sin webshop, og i en periode levede den også som pop-up shop.

”Jeg fik den ide at kombinere noget med plejehjem og pop-up shops for at få noget aktivitet ud på plejehjemmene og gøre noget godt for de ældre. Jeg skrev til Rådmanden for ældre og omsorg i Aarhus og blev inviteret på kaffe. De syntes, at det var en god ide at tage nogle produkter fra min webshop med derud. Det viste sig at være en god ide, men så fik jeg en freelance-opgave og havde ikke tid – og det var svært at finde en ansat som kunne hjælpe”, fortæller Mads.

Det var på plejehjemmene, at ideen til Mads’ seneste iværksætter-ide opstod.

”Ude på plejehjemmene så jeg, at de havde store fjernsyn på værelserne. Jeg tænker, at de måtte kunne bruges til noget. Sammen med min samarbejdspartner Kristian gik jeg i gang med at udvikle en løsning, så de ældre kan kommunikere digitalt med deres familiemedlemmer. Vi har nu udviklet en slags Facetime for ældre. Der er sat webcam og computer til tv’et, og så kan den pårørende ringe op til tv’et ved at klikke på et link”.

Stort potentiale

Det viste sig, at timingen var perfekt, da Corona ramte Danmark.

”Det går rigtig godt med virksomheden, ikke mindst takket være Corona-krisen, kan man sige. Mange ældre er desværre ensomme og føler sig glemt. Vi har haft et pilotprojekt på et plejehjem og er nu i dialog med Aarhus Kommune om en potentiel aftale. Vi hører, at de ældre er meget begejstrede for vores løsning. Som pårørende kan man have de ældre med, også hvis man er på farten eller på ferie. Vi har store ambitioner med det og vil gerne ud til hele verden med det”, siger han.

En grundlæggende skabertrang

Mads er uden tvivl god til at finde på koncepter og ideer. Han har sideløbende investeret i en virksomhed, der reparerer iPhones, og startet en virksomhed, der arbejder med en machine learning løsning til konsulenthuse. Så hvad er det egentlig, der driver ham?

”Jeg drives af at løse problemer og skabe værdi for samfundet. Fx ved at opfinde noget, som fjerner ensomhed. Og jeg har lyst til at have min egen virksomhed og have ansatte. Det er en grundlæggende skabertrang. Og så skal det være sjovt at gå på arbejde. Kristian og jeg arbejder i døgndrift, når vi ikke også arbejder for kunder, og det er sjovt, og vi får tingene fikset. Vi gør det bare. Det kan vi, fordi vi er små og agile. Dét drive er fedt.”

Tro på det!

”Jeg er blevet mere modig. I starten turde jeg at investere i andre virksomheder, fordi jeg havde opsparet lidt i min freelance-virksomhed. Jeg tør tage større og større skridt, og jeg føler, at jeg har flere lottokuponer ude”, fortæller han.

Til spørgsmålet om, hvorvidt det kræver særlige kompetencer eller personlige egenskaber at starte virksomhed op, svarer han: ”Jeg har været på stort set alle pladser i en virksomhed, både som projektleder, agil coach og i økonomifunktion. Så jeg har først og fremmest den viden og erfaring nu, som jeg ikke havde, da jeg var ung. Derudover hjælper det at være idérig og kunne se løsninger, som andre ikke kan se. Og så synes jeg, det er særligt vigtigt at have en tro på, at man godt kan. Man kan mere, end man tror. Så man skal tro på sig selv og bare kaste sig ud i det. Det er vigtigt at se muligheder i stedet for begrænsninger.”

Mads’ bedste råd til andre selvstændige

”Giv aldrig op. Tro på det, selvom det ser sort ud. Gør det til en motivation, at andre ikke tror på det. Når jeg møder modstand, så får jeg lyst til at bevise, at det kan jeg sagtens. Det gælder både som iværksætter og som freelance-konsulent”.

Du kan læse mere om Mads’ virksomheder herunder. Du er også velkommen til at kontakte ham med spørgsmål, eller hvis du har behov for et iværksætter-råd.

Digital løsning til plejehjem

Reparation af iPhones

Webshop

Mads på LinkedIn