Først skal du opgive håbet…

Interview med Kasper Warming den 5. maj 2020.

Introduktion fra Tanja Hesselager: Kasper kalder sig selv ’refleksionskatalysator’ på sin LinkedIn profil, og jeg kan personligt skrive under på, at dét er en meget sigende betegnelse på det, han kan. Kasper er et spændende eksempel på, hvordan du tager en ’klassisk dannende’ universitetsuddannelse og vinkler den med en businessprofil. I Kaspers tilfælde filosofi med økonomi og arbejdet med leder- og medarbejderudvikling. Det er jeg ret vild med, for det rummer rigtig megen inspiration til mange derude.

Emnet startede med at være ’hvorfor er livet som soloselvstændig fedt?’ og ’hvorfor bliver man ved, selv i svære tider?’. Om vi helt fik fundet svaret på det, vil jeg lade læseren bedømme selv. Men hvis du bare får en lille del af den inspiration og gnist, som Kasper smittede mig med, så er min mission med denne artikel lykkedes. Jeg håber det! Og nu til interviewet:

Fortæl først lidt om din baggrund, Kasper?

Jeg er uddannet cand.merc.fil fra Copenhagen Business School. Altså har jeg læst filosofi og økonomi. Sidenhen har jeg tilføjet flere uddannelser: systemisk proceskonsulent, Master of Business Coaching, og jeg har drevet ledernetværk og været coach og faktisk også professionel tennisspiller. De seneste 4,5 år har jeg arbejdet i mit eget konsulentfirma, hvor jeg holder oplæg og arbejder med at få ledere og medarbejdere til at se nye vinkler på deres arbejdsliv og tilværelse.

Hvad er det helt konkret, du sælger ind til dine kunder?

Både individuelle samtaler og samtaler i grupper. Det er både kortere og længere forløb. Jeg holder oplæg og foredrag på mere ad hoc basis. Så underviser jeg også, både internt i virksomheder og offentlige instanser, og det seneste halvandet år også som ekstern lektor i diplomuddannelsen i ledelse.

Og hvad er det, du skaber ude i de virksomheder, hvor du arbejder?

Jeg arbejder med at styrke mennesker i at tage ansvar og helt generelt styrke deres selvstændighed. For eksempel arbejder vi med ikke at tage arbejdet, konflikter og andres følelser med hjem. Jeg træner folk i at tænke og i at reflektere. Både fordi det gør verden større helt generelt, men også fordi man tager bedre og mere bæredygtige beslutninger, når man er reflekteret og ikke beslutter ting uovervejet eller hektisk.

Jeg kan ikke som deres coach og sparringspartner komme med svarene til, hvordan de begynder at tænke godt, selvstændigt og sundt. Så min rolle er at gå ind og udfordre det billede, de har af sig selv eller deres situation, og hvor de føler, de ikke kan agere eller ændre tingenes tilstand. Faktisk forsøger jeg ofte at få dem til at opgive håbet.

At opgive håbet? Det lyder lidt underligt. Og nu får jeg det helt sært, fordi jeg faktisk har planlagt at spørge dig, hvordan man netop ’bevarer håbet’. Det kan nogle gange være svært, når man er soloselvstændig, og den næste opgave for eksempel ikke lige ligger forude.

Jeg ved godt, at jeg nogle gange provokerer lidt med at sætte refleksionerne så skarpt op. Men jeg skal nok forklare, hvorfor jeg siger, som jeg gør, at man skal opgive håbet.

Personligt har jeg for længe siden accepteret, at mit eget liv helt overordnet er meningsløst. (Smukt, fantastisk og betydningsfuldt, men uden decideret mening.) Albert Camus var filosof og han sagde: ”Du skal opgive at tro, at verden er, som du håber på. Så begynder du at se verden, som den er.” Dét klarsyn tror jeg på. Jeg vil helst ikke se ens livssituation og det, der driver én, som håb. Der ligger en magelighed i håbet. Du venter på, at nogen eller noget hjælper dig, eller et mirakel kommer til at ske, som løser dit problem eller situation. Men du må selv tage ansvar for dit eget liv. Mennesket har en kraft, der gør, at vi står igennem selv det sværeste. Og det er tillid til, at man kan vende tingene, selv når man sidder på bunden. Det, man troede, man ville dø af, det overlever man.

Ikke dermed sagt vi ikke skal have hjælp. Der skal selvfølgelig være nogen, der har vores ryg. Det er blandt andet det, jeg forsøger at sikre for de mennesker og grupper, jeg arbejder med. Jeg forsøger at få folk til at tænke selv. Nogle gange ved at provokere. Men jeg er der for dem. Jeg vil helst ikke give råd, for de skal selv tage ansvaret. Og de skal ind i refleksionens rum.

Et interessant ord i den forbindelse er ’Serendipitet’. Det betyder overordnet ’evnen til at opdage ting, du ikke vidste, du skulle opdage.’ Det vil sige, du skal stille dig midt på den åbne plads med fuldt nærvær og se, hvad der skal ske for dig nu. Og du skal forme det, du opdager, mens du er der, i retning af ”det gode”. Du skal bruge etikken, når du lytter og former. Etik er om noget vigtigt, når du træffer beslutninger for dig selv og dit liv.

Det er derfor, jeg taler om, at man skal opgive håbet. For først dér kan man tage ansvar, reflektere over sig selv og sit eget liv og stå på den åbne plads med fuldt nærvær.

På dette tidspunkt sidder jeg ret tavs. Efter bare en halv times samtale har Kasper rusket op i mange af mine egne indre tanker og inspireret mig ift. mennesker, jeg holder af, og som sidder fast i deres arbejdsliv. Og jeg ønsker mig bare at blive ved med at være i dette rum. Kasper har fået mig ud på den åbne plads. Jeg ønsker mig både at blive ved med at være i samtalen, samtidig med at jeg har lyst til at trække mig ind i mig selv og give refleksionen lov til at fylde. Men det er jo ikke mig, det her handler om, så jeg hanker op i mig selv og får stillet Kasper det sidste spørgsmål:

Hvordan holder man sig selv fast i de refleksioner og beslutninger, man så er nået frem til?

Heraklit var en græsk filosof og en af de første naturfilosoffer. Han er kendt for citatet: ”Alting flyder”. Med det mente han, at alting forandrer sig. Du kan ikke hoppe i den samme flod to gange. Floden er altid i forandring, og det samme er vi selv, så vi vil altid hoppe anderledes anden gang. Så det er rigtig vigtigt ikke at holde andre eller dig selv fast i en fortolkning. Så du skal møde dig selv med åbenhed, når du har taget nye beslutninger. Og lade forandringerne ske med et åbent sind.

Personligt har jeg valgt kun at gøre ting, der føles ægte og har substans. Det gælder også i mit arbejdsliv. Det er en god pejling for mig, for deri bor min etik og min glæde.

Når det så er sagt, så er det også vigtigt med en snak om, at vi alle sammen er bange for at miste det, vi har. Vi længes alle efter det, der var engang. Den snak er vi nødt til at have, før vi kan arbejde med selvstændigheden. Så det er faktisk dér, jeg lægger ud med de ledere og medarbejdere, som jeg arbejder med. Vi er alle nostalgiske omkring fortiden. Og vi er nødt til at erkende denne nostalgi, og derefter slippe den, før vi kan opdage ting, vi ikke vidste, vi skulle opdage.

Afrunding fra Tanja Hesselager: Her måtte vi desværre afslutte samtalen, da jeg havde et andet møde, jeg var nødt til at gå videre til. Men Kaspers ord har siddet i mig siden. Jeg kan kun anbefale de mange dygtige ledere, projektledere, iværksættere og konsulenter jeg kender, at tjekke Kasper ud. Hvis vi kan få mere nærvær, etik og refleksion ind i de danske virksomheder, så tror jeg, at vi får truffet nogle endnu bedre og mere bæredygtige beslutninger derude. Så tjek Kasper ud på LinkedIn og se, om ikke I eller jeres kunder skal have en ny vinkel på ledelse og forretning.