Corona-krisen har sat turbo på udviklingen af vores forretning som selvstændige

af | apr 14, 2020 | Konsulentlivet, Mit konsulentliv

Mange soloselvstændige er lige nu ramt på indtjeningen, og ingen ved hvor længe og i hvilket omfang, vi skal forvente nedgang. Hvad kan du selv gøre for at have mest mulig kontrol over din egen situation? Det har vi spurgt nogle erfarne herrer om, der alle er selvstændige på forskellig vis.

Tommy Horn, som er konsulent inden for strategi og forretningsudvikling, og Mads Højfeldt, som er selvstændig inden for events og teambuilding, råder næsten samstemmigt, at man starter rationelt, men søger sparring udefra. Sæt dig ned og forsøg at forstå den fremtid, du står foran. Få noget perspektiv på din faglighed og din lille butik. Det er også muligt at tage nogle sessions på video med nogle af dem, der er dygtige til at give faglig sparring, fx en coach eller én, der kan bidrage med andre vinkler på den forretning, du har.

”Dem, som er bedst til at se muligheder, er faktisk dem, som ikke er inden for samme faglighed. Jeg sparrer gerne med nogle, der ikke er inden for samme branche som mig. Som selvstændig har man ikke altid tid til at opsøge sit netværk. Men det er vigtigt at prioritere dette, så man ikke føler sig så alene i verden og får nogle input udefra. Særligt i en situation som den, vi står i lige nu,” fortæller Mads.

Tommy har med flere virksomheder på tværs af brancher også konkrete råd til, hvad du som soloselvstændig kan gøre netop nu.

”Alle skal nu sætte sig ned og revurdere deres forretningsmodel, for dette er blot et elektrochok for, hvad vi ellers vil se komme i form af Industri 4.0. Alle ender med at skulle være IT-virksomheder i én eller anden grad, om ikke andet så ved at udbyde online møder og foredrag, eller ved at kunne samarbejde virtuelt og bibeholde samme niveau af professionalisme og effektivitet. Vores forretningsmodeller er nødt til at sikre, at kunderne ikke ses som analoge individer, men i højere udstrækning som digitale øer. Denne situation er nu blot fremrykket med Covid-19, for det er den transformation, som alle skal igennem. Jeg ved godt, at det ikke løser noget akut, men brug tiden på at tænke i transformation,” siger han.

Vi bliver ofte mere kreative under pres

At transformere sin virksomhed, hvad enten det er enkeltmands eller med medarbejdere, og lige meget hvilken branche, man opererer i, kræver at man evner at se nye veje. Man skal være kreativ og modig. Noget, som Mads har gode erfaringer med:

”Jeg forsøger hele tiden at være et skridt foran mine kon-kolleger i branchen. Jeg har søgt innovationsværktøjer og set på, hvad jeg kan gøre anderledes end de andre. Det har vist sig, at jeg er meget kreativ under pres. Når det går godt i min forretning, så opfinder jeg ikke så meget nyt. Der hjælper kriserne mig faktisk, for jeg bliver presset til at tænke nye veje. I bund og grund har jeg sat mig ned og set på mine udfordringer, og hvordan jeg kan komme på den anden side af dem. Jeg har søgt inspiration hos andre og taget nogle chancer, og det har vist sig at være en god tilgang,” siger han.

Tommy anbefaler helt konkret, at man gennemtrevler, om der er noget, man kan gøre for sine kunder, enten med eller uden honorar. “Vi ser restauranter begynde at tilbyde mere take-away, hoteller tilbyder isolationszoner, og mange rådgivere flytter ud i naturen og laver rådgivning eller foredrag som walk and talk (med behørig afstand!). Det er også muligt at lave forskudte aftaler ud i tid, således at man sikrer sin forretning på den længere bane. ”Der er altid en løsning, og succes er kun én tanke væk”, siger Tommy.

Har du lyst til at dykke dybere ned i emnet om kreativitet, så læs blogindlægget af Rasmus Dunvad, der har en baggrund i reklamebranchen. Indlægget finder du HER.

Brug nye kanaler til at understøtte din forretning

Freelance konsulent Jakob Bent Smed er en af dem, der under Covid-19 krisen har arbejdet aktivt på at udvikle sin forretning og gå nye veje:

”Jeg har opdateret mine projektmetoder, som jeg bruger til at støtte og udfordre mine kunder, og delt disse på LinkedIn. Dermed har jeg både givet værdi til mit netværk og brandet mig selv. Mine møder er flyttet online, både med mine kunder og mit netværk. Så jeg har holdt en del virtuelle projektmøder, men har også holdt kaffemøder online, og derigennem udviklet mit netværk og fået en masse god sparring til min faglighed og forretning. Faktisk har jeg fået en ny opgave som konsulent ved at være tilstede digitalt,” fortæller Jakob.

Vi i SoloCEO har bemærket samme tendens – at mange soloselvstændige og små virksomheder har taget nye kanaler i brug til at understøtte deres forretningsmodel: Foredrags- og kursusholdere, der laver podcasts eller webinarer, coaches der holder coaching sessioner i den fri natur og meget andet. Vi glæder os hver gang vi ser, at det lykkes for soloselvstændige at tage kontrollen over egen situation og gå nye veje.

Giv værdi til dit netværk og brand dig selv

I tråd med Jakobs input til at dele ud af sin viden, så kan vi fra SoloCEO’s side kun opfordre til, at du bruger tid på at brande dig selv, også selvom der ikke er opgaver i den nuværende situation. Hvis du ikke er i gang allerede, så er LinkedIn, Instagram og Facebook alle sammen steder, hvor du kan komme i kontakt med potentielle kunder.  Hvilket socialt medie der er bedst for dig, afhænger af hvad du laver i din virksomhed, og dermed hvor din potentielle kundebase holder til. Det handler om at komme i gang med at skrive artikler, indlæg og kommentarer og dele ud af din viden. Vi foreslår, at du  starter med at google ’social selling’, som netop handler om, hvordan man engagerer sit virtuelle netværk til at skabe et salg.

Læs også mere på vores LinkedIn, hvor LinkedIn ekspert Henning Karlsen kommer med 5 gode råd til at få en toptunet profil og øge mulighederne for et salg.

I en krise er det let at lade sig hvirvle med af følelsen af panik og bekymring for fremtiden. Et afsluttende råd fra Mads er at forsøge at holde fast i sig selv, og ikke lade panikken få overtaget:

”Det er vigtigt, at du følger din egen mavefornemmelse. Det er dér, man bevæger sig i en retning, som alle de andre ikke gør, og hvor du dermed får overtaget og kontrollen. Både over din situation, men også i forhold til at være et skridt foran de andre. Så mærk altid efter, om det, du er i gang med, føles rigtigt. Det kan du godt mærke inderst inde, også selvom det hele lige nu føles lidt kaotisk.”

Hvis du vil læse konkrete tips til, hvordan du håndterer panikken, anbefaler vi interviewet med Lars Vingtoft, som har erfaring med en lang periode uden indtægt. Du finder interviewet HER.

Om de tre interviewpersoner

Tommy Horn er selvstændig inden for flere brancher. Han arbejder i konsulentbranchen med forretnings- og strategiudvikling, og ejer en entreprenørforretning samt en IT-virksomhed.

Mads Højfeldt har arrangeret og afviklet events og teambuilding de sidste 25 år og dermed har stået flere kriser igennem end den, vi står i netop nu.

Jakob Bent Smed er freelance konsulent inden for IT program- og projektledelse.