”Du er nødt til at tro på det – også selvom du føler, at du ’faker’”

af | apr 7, 2020 | Konsulentlivet, Mit konsulentliv

Christina Elise Hemmingsen blev interviewet af Louise Lyngaa i februar 2020.

Christina er visuel facilitator og projektleder. Hun underviser i grafisk facilitering og visuel projektledelse, hvor værktøjerne fra grafisk facilitering kombineres med traditionel projektledelse. Det gør hun både live og online og både på dansk og engelsk. Christina hjælper også virksomheder med at udvikle undervisningsmateriale og med at holde gode online møder. Hun har været fuldtids-selvstændig i 1½ år.

Hvorfor har du valgt at være selvstændig?

Mest af alt fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg kan mange forskellige ting, og jeg følte, at jeg hele tiden skulle gå på kompromis med noget af det i den stilling, jeg havde – selvom jeg var et sted med mange muligheder. Og så kunne jeg godt tænke mig fleksibiliteten og friheden, bl.a. fordi jeg godt kan lide at prøve nye ting og være forskellige steder. Jeg synes, det er spændende både at kunne rejse og at snuse til forskellige organisationer. Det kunne jeg se en mulighed for som selvstændig, fx muligheden for at kombinere arbejde med at rejse.

Hvilke overvejelser gjorde du dig inden?

Jeg er alenemor og har en ejerlejlighed og et billån, så mine største bekymringer handlede om stabilitet i økonomien. Det er stadig den største bekymring. Jeg ventede nok lidt længere, end jeg havde lyst til. Og jeg gik først selvstændig, da jeg fik et ret stort projekt, hvor jeg kunne se, at jeg kunne få en stor portion penge. Det gav mig modet til at springe ud.

Var der andet, der gav dig modet?

I sidste ende var det min store erfaring og egen tro på kompetencer, der gav mig modet. Jeg kiggede på andre, der er selvstændige inden for mit område, og tænkte, at ”når de kan, så kan jeg da også”. Tidligere tænkte jeg, at markedet var ’taget’, men nu tænker jeg, at hvis nogen med de kompetencer kan leve af det, så kan jeg også. Du er nødt til at tro på det og have en portion selvtillid, også selvom du nogle gange ’faker’. Du er nødt til at finde den frem. Ellers kan du lige så godt lukke og slukke. Usikkerheden er der i perioder, hvor jeg føler, at jeg skal ind og bekræfte mig selv og stive mig selv af – ikke på fagligheden men på at få det hele til at hænge sammen.

Hvordan startede du op?

Jeg havde en periode de sidste to år som ansat, at jeg forhandlede mig til tid i stedet for lønforhøjelse. Først på 90% og så ned på 80%. Jeg brugte den tid på at lave hjemmeside til mit firma, tage kurser, på at skabe et netværk og på kundeopgaver. Opgaverne fik jeg tit igennem netværk, så jeg gjorde ikke så meget for at sælge mig selv. I sommeren 2018 lavede jeg en international konference for folk, der arbejder med grafisk facilitering og grafic recording – sammen med en partner. Det gjorde, at der var en stor opgave, som jeg kunne tage springet fra.

Jeg lavede også et samarbejde med én i Jylland, som var begyndt at have mange opgaver, så hende fik jeg opgaver fra i starten. Så jeg blev lidt skudt ud af en kanon, havde virkelig travlt, og omsatte for det samme det første halve år som hele det efterfølgende år. Derefter ramte virkeligheden ift. ikke at kende fremtiden, fx ikke at have en fuld ordrebog tre måneder frem og ikke vide, hvor kunder og opgaver skulle komme fra. Så det var først der, jeg opdagede, hvad det vil sige at være selvstændig.

Hvad er kommet mest bag på dig efter din opstart?

To ting. Jeg er fx blevet ramt meget af det at være alene. Det er kun mig, der træffer beslutninger og får ting til at ske, svarer på mails, laver opslag på LinkedIn, osv. Jeg savner, at jeg ikke har faste kolleger. Her har jeg hjulpet mig selv ved at sige det højt og gøre det klart for mig selv – det medførte, at jeg fik en fast kunde nogle dage om ugen, som kunne give mig følelsen af kollegaskab. Jeg fik også hurtigt et kontor på et kontorhotel, men det har jeg opsagt igen, for der er ikke den følelse af kollegaskab og sparring, som jeg søgte. Jeg er også altid på udkig efter partnerskaber og samarbejder, hvor vi kan bruge hinanden. Jeg er meget bevidst om, at jeg menneskeligt har brug for at være sammen med andre. Det får jeg ikke af at undervise og være ekspert på mit felt.

Det andet er, hvor hårdt det er at skifte imellem at have det helt lange, det mellemlange og det korte lys på. Hvis du kun tænker det ene, så fungerer det andet ikke. Hvis du kun er fokuseret på strategi, så har du ikke kunder i næste uge og derfor ingen penge. Eller omvendt. Det er svært at balancere. Nogle gange er man tvunget til at være ’her og nu’ og har travlt med kunder og når ikke at tænke frem. Og når du så har en dag, hvor du har tid til og mulighed for at tænke langt, så er du træt, fordi du har arbejdet hårdt for nogle kunder – så har du lyst til at gå en tur eller se Netflix i stedet.

Hvad er det bedste ved at være selvstændig?

Friheden og fleksibiliteten. At få lov til at komme ind udefra og stille de frække spørgsmål i organisationer. Og nogle steder tænker jeg: ”hvor er her godt”, og andre steder tænker jeg, at ”her behøver jeg ikke være”. Så det er sjovt at få indsigt i mange organisationer og kulturer og møde mange forskellige mennesker. Det er også interessant for mig at blive klogere på, hvordan man taler om projektledelse i udlandet, og hvordan jeg kan sælge mig selv fx på det amerikanske marked. Jeg får lov til at dyrke min faglighed, lære nyt, tænke over det og omsætte det, og ikke kun være i eksekveringsmode. Det er en anden måde at være faglig i sit eget felt, når man bliver ekspert og perspektiverer, underviser og udfordrer.

Hvilke gode råd har du til andre?

Da jeg var i San Francisco, lavede jeg et visuelt referat for Janine Garner, der arbejder med netværk, og hun har defineret fire typer, som du skal have rundt om dig – lige meget om du er selvstændig eller ej. En cheerleader (supporter), en der har din ryg (som du stoler på til at pakke din faldskærm), en lærer/mentor, og en til at sparke dig i røven. Jeg er blevet meget bevidst om behovet for at have nogle mennesker omkring mig, som udfylder de roller. Og tænker i hvem det kan være og invitere dem ind til det, også på en formaliseret måde.

Christinas visuelle referat af Janine Garners keynote.

Du kan læse mere om Christina på hendes hjemmeside, hvor du også kan se hendes online kurser: www.visuel-proces.dk og www.thevisualprojectmanager.com.

 

Læs også interviewet med Lars Vingtoft:
At ville sikre sin fremtid er noget biologisk – ligesom dengang i hulerne.