Kære medselvstændige – tillykke!

af | mar 23, 2020 | Konsulentlivet, Mit konsulentliv

Et blogindlæg skrevet af Rasmus Dunvad, der har arbejdet i reklamebranchen gennem gode tider – og i særdeleshed gennem svære tider: Finanskrisen og nu Corona-krisen. Rasmus arbejder med kreativitet og har hér nogle virkelig gode indspark til, hvordan du kommer gennem krisen. 

Kære med-selvstændige; tillykke!

Du står lige nu i en tid som potentielt kan udvikle din forretning. Nye ideer og koncepter bliver udviklet i disse dage. Aldrig – som i aldrig nogensinde – har verden været vidne til så meget strategisk kreativitet som lige nu.

Jeg har selv drevet reklamebureau siden sidste krise, dengang i 2007, har samtidigt undervist i ide- og konceptudvikling og her får du mine tanker omkring hvordan du, i min optik, bør tænke i den situation vi nu står i. Tilgiv mig, det er ikke meget dybere end et rids i lakken, men skrevet i den bedste mening.

Først skal du huske på at ideer er gratis. Alle kan få dem. Også de dårlige – men dem kan du altid fyre. Det eneste farlige lige nu, er IKKE at få nye ideer. Det er nye ideer der får verden til at dreje rundt. Men det bliver bedre endnu: kreativitet trives allerbedst i modgang. Den bedste musik i verden er skrevet i smerte (og jeg tror personligt at det er en af grundene til at englænderne laver bedre musik end vi gør, men lad det nu ligge). Der er talrige cases på virksomheder der har stået med ryggen mod muren og derfor været tvunget til at slippe tøjlerne og den falske fornemmelse af sikkerhed der ligger i at gøre som man plejer – og har vendt fiasko til succes. Det kan lade sig gøre. Jeg har kunder, hvor vi allerede har udviklet nye små koncepter, som er så stærke, at det ikke skulle overraske mig at de ville styrke forretningen også lang tid efter krisen er ovre. Uden krisen ville de ideer aldrig have set dagens lys. Benspænd fodrer kreativiteten. Rundkreds og tryghed gør det modsatte. Elsk derfor frygten for forandring. Du bliver skarpere af det.

Start med at spørge dig selv hvad det virkelige problem er. For kunden, altså. Din kundes problem er ikke at din omsætning svigter – trust me, de er kolde i røven. Jo, de er. Kundens problem er at de ikke kan komme nogle steder. At de så småt begynder at hade deres elskede børn. Måske er det frygt. Måske en aflyst konfirmation eller et studentergilde der ikke bliver til noget – hvordan gør man det federe, end det de går glip af? Tænk i menneskelige indsigter. Ikke forretningsmæssige.

Et af de smukkeste spørgsmål i verden er “hvad nu hvis…?”. Tænk stort og modigt. Husk at det både er gratis og skide sjovt at tage en tur ind i drømmeland. Ideland. Det er derinde – og kun derinde – at nye muligheder viser sig. Det gælder iøvrigt også når det ikke er krisetid.

Disclaimer: der er virksomheder der sælger produkter, hvor end ikke verdens mest charmerende ide kan gøre hverken fra eller til. En villa i Provence til 7 millioner er svær at sælge lige nu. I get it.

Under alle omstændigheder skal du definitivt gå fra defensivt passiv til offensivt kreativ. Måske kan du hjælpe andre, mens du hjælper dig selv og tanke sympati undervejs? Om du er illustrator, musiker, massør, revisor eller ørelæge er for så vidt underordnet. Der er måske en vej ud. Du har bare ikke set den endnu.

Hvis der er interesse vil jeg mægtig gerne uddybe senere. Jeg er helt klar over at dette urimeligt korte crashcourse måske stiller flere spørgsmål end egentlige svar.

Men hey…

Du har pludselig fået en ide.

Den er vild.

Skriv den ned og skriv så 20 mere. En af dem er sikkert god.

Rock on!