At ville sikre sin fremtid er noget biologisk – ligesom dengang i hulerne

af | mar 17, 2020 | Konsulentlivet, Mit konsulentliv

Interview med Lars Vingtoft. Lars har for nyligt haft en periode på 6 måneder, hvor han valgte ikke at arbejde, efter en lang periode med at have lagt mange timer i sine freelance opgaver. 

 Lars har de seneste 3,5 år arbejdet som freelance konsulent inden for program- og projektledelse, ofte i en agil kontekst. Lars har en varieret baggrund og har arbejdet i bl.a. Digitaliseringsstyrelsen, Rambøll og Danmarks Radio.

 Lars blev interviewet af Tanja Hesselager i februar 2020.

Kan du fortælle lidt om baggrunden for at vælge noget så modigt som at være uden indtægt i en periode?

De første 3 måneder var der helt lukket af. Dér skulle jeg overhovedet ikke have en opgave. Da de så var gået tog jeg en måned mere. Og en måned mere. Og endnu en. Jeg har renoveret hus og nydt at have god tid sammen med familien. Jeg har været totalt i ro. Andre synes måske det er lidt mærkeligt, men jeg har haft det fantastisk.

Hvordan har du båret dig ad med at være i ro omkring ikke at have en indtægt?

Jeg tror det er vigtigt, at du forholder dig til det inden du står i det. Så du navigerer klogt og ikke lader bekymringerne styre dig. Hvis du lader dét tage over, så bliver du stresset og urolig og mister din selvtillid. Og så er der en risiko for, at du siger ja til noget, du ikke skulle.

Jeg tror faktisk det er en mindset-ting. Jeg har mødt flere, der har været helt ødelagte når de har haft en længere periode uden en opgave. Tror meget det er noget med at tage en fuldstændig bevidst beslutning om at hvile i situationen. Og så selvfølgelig sikre, at du har økonomien lidt på plads. Dét er grundtingen. Du kan ikke hvile i en periode uden indtjening hvis du er truet på de elementære behov, dét giver sig selv.

Det betyder, at du er nødt til at vælge en strategi for, hvordan du håndterer den panik, der vil snige sig ind på dig indimellem. Vær bevidst om at den kommer, når den gør det. For den vil komme. Dét at sikre sin fremtid er noget dybt inde i mennesket, noget helt biologisk. Dét gav også mening dengang i hulerne, hvor der kunne komme en sabeltiger, og vi er også skarpe til det i projekter, dét hurtigt at afdække risici. Men i sidste ende så går tingene jo.

Hvordan håndterer du panikken?

Jeg fokuserer på flere ting:

1) Jeg sætter nogle time slots, hvor jeg så arbejder på at skaffe mig en opgave. Så knokler jeg derudad i den tid, jeg har sat af. Og så er der time slots, hvor jeg holder fri og nyder netop at være mellem opgaver.

2) Derudover træner jeg mit mindset via nogle faste sætninger, som jeg siger til mig selv: ”Lars, det er en bevidst beslutning, du må gerne nyde det. Og selvfølgelig kommer der en opgave. Tro nu på at tingene nok skal gå godt, hvorfor skulle de ikke det? Hvorfor skulle det gå dårligt?”

For mig er det vigtigt at være bevidst om, hvorvidt jeg egentlig får noget ud af de tanker, jeg har lige nu. Om de giver det mig noget andet end bekymringer. Det er ultravigtigt, at jeg finder ud af at stoppe mig selv. Og i sidste ende: Hvad er det værste, der kan ske? Dit liv er ikke i fare. Du kan jo i sidste ende gå ud og få et fast job.

3) Og så sørger jeg for at lytte til de rigtige mennesker. Generelt øver jeg mig i at være lidt ligeglad med hvad andre (og du selv) burde. Du burde være succesfuld, burde tjene alle de penge, du kan. Og vid, at når du møder andre mennesker, så vil de spejle dig. Men det er jo deres Ikke din. Men det betyder du skal være endnu stærkere i din egen ro.

Til gengæld, så lytter jeg meget til min familie. De bakker mig op. For eksempel sagde min søn på pludselig en dag: ”Far, hvor er det fedt at se dig slappe af”. Og jeg er stolt af, at jeg får vist ham, gør det at sådan kan man også. At det faktisk er okay ikke at køre vild karriere hele tiden. Det er vigtigt.

4) Og til slut: Et helt konkret værktøj, jeg bruger aktivt er meditation og mindfulness. Alt det her er jo noget, der kører oveni hovedet, hvis altså bankkontoen kan bære det. Dér giver meditationen mig en ekstra ro, som jeg kan mærke, er god for min selvtillid og tvivl i forhold til min beslutning.

Siden interviewet er Lars begyndt i en opgave som projektleder i en større finansiel virksomhed. Han nåede lige at flytte tilbage i sit nu renoverede hus, inden han blev sendt på hjemmearbejde grundet Corona-krisen.