Hjemmesiden er din digitale identitet – kom godt i gang

Artiklen er skrevet af Camilla Vogler, partner og senior rådgiver hos Decato.
Som forretningsdrivende er det vigtigt at komme ud i netværket og til potentielle kunder og vise, hvem du er, og hvad du laver. Hver gang du møder en ny person, vil denne person skabe sig et indtryk af dig ud fra din fremtoning, dit tøj og din måde at kommunikere på. Her er det vigtigt, at du er præsentabel, og at du er præcis i din fortælling om, hvad du tilbyder.
Præcis det samme gælder for din hjemmeside. Så snart du søsætter din nye hjemmeside, er den ude og møde verden på vegne af dig. Når du skal lave din hjemmeside, er det derfor vigtigt, at du gør dig nogle tanker om, hvordan den skal se ud, og hvordan den skal “tale” med dine kunder, så den afspejler dig og din virksomhed bedst muligt.
Både hvis du selv skal lave din hjemmeside, eller hvis du skal have hjælpe fra andre, er nedenstående godt at have forberedt, inden du går i gang.
Hvad skal din hjemmeside udtrykke?
Her er nogle spørgsmål og øvelser, som kan hjælpe dig godt i gang, når du skal lave din hjemmeside:
Hvilke værdier repræsenterer dig og din virksomhed?
- Hyggelig, seriøs, professionel, ambitiøs, troværdig, serviceminded
- Skriv værdierne ned og beskriv ud fra hver værdi, hvad der gør, at netop dette er et særkende ved din virksomhed, og hvordan det skal komme til udtryk i mødet med dine kunder.
Hvordan skal det visuelle udtryk være?
- Lyst og imødekommende, mørkt og tjekket, feminint og cool, maskulint og seriøst, sjovt og skævt, mv.
- Sæt nogle ord på som beskriver, hvilket indtryk du gerne vil give dine kunder af din virksomhed. Disse skal gerne understøtte dine værdier.
- Se også på hvilke farver der repræsenterer din virksomhed bedst samt hvilke billeder/billedstil du vil bruge.
Hvordan vil du kommunikere til dine kunder?
- Vil du tale til dem i du-form?
- Vil du være personlig eller distanceret?
- Vil du være “loose” eller seriøs?
Hvilken information skal være på hjemmesiden, og hvordan skal den sættes op?
- Hvem er min målgruppe – er der flere forskellige? Hvilken er mest vigtig?
- Hvilke indgange til information skal der være på forsiden af hjemmesiden?
- Hvilke menupunkter skal der være på hjemmesiden?
Hvad er ellers godt at vide?
Sørg altid for at have tilstrækkelig information på din side til at besøgende kan danne sig et godt indtryk af dig og din virksomhed, men gør det kort og præcist. Ingen gider at læse lange tekster på en hjemmeside. Har du meget at fortælle så del det op i en intuitiv menustruktur, så den besøgende selv kan dykke længere ned i dine kompetencer.
Husk at når dine kunder ikke møder dig face-to-face, køber de ind på dine resultater, dine casebeskrivelser og andres anbefalinger. Det er derfor godt at have nogle få men gode casebeskrivelser og testimonials fra andre kunder på hjemmesiden.
SEO = søgemaskine-optimering. Ud fra hvert menupunkt så skriv de søgeord ned, som besøgende skal finde denne side på. Byg din tekst til det enkelte menupunkt op ud fra disse søgeord. Brug H1, H2, H3 tags til dine tekster (marker dine overskrifter med disse tags, H1 = Overskrift 1)
Vurdér om du selv kan sætte en hjemmeside op, eller om du har brug for hjælp. Ofte kan det godt betale sig at få hjælp til den grundlæggende opsætning af hjemmesiden, ift. hvor meget tid du skal bruge på det. Få altid nogle kolleger, kunder, venner og familie til at se din hjemmeside igennem og komme med feedback.