Du skal skabe værdi for din kunde hver eneste dag!

af | dec 10, 2019 | Konsulentlivet, Mit konsulentliv

Anne Katrine Carlsson Sejr blev interviewet af Tanja Hesselager d. 15. november 2019.

Anne Katrine har været freelance-konsulent siden 1. maj 2019. Hun har en baggrund som projektassistent og intern konsulent i Ørsted,  er 28 år og bor på Østerbro i København sammen med sin mand. Her fortæller hun om sine overvejelser ift. at blive selvstændig, usikkerheden ved ikke at kende sin løn tre måneder frem, og hvorfor hun ser det som sin pligt at gøre sig overflødig ude hos sine kunder.

 Hvilke ydelser leverer du?

Jeg arbejder med organisatorisk implementering og forandringsledelse i krydsfeltet mellem IT og forretning. Det vil sige, at jeg allokeres på store IT-projekter og -programmer og organisatoriske transformationer, for eksempel når en virksomhed vil indføre agile arbejdsmetoder og DevOps (hvor man arbejder for at ”smelte” IT udviklingen og IT driften tættere sammen, så man får en mere effektiv IT-organisation og undgår ’silo-tænkning’, red.)

 Mine leverancer ligger typisk inden for kommunikation, træning, facilitering, organisationsdesign og strategi.

Kan du fortælle lidt om din proces ift at blive selvstændig?

Beslutningen opstod egentlig hen over nogle måneder, fordi jeg blev nysgerrig på, hvad det kræver at køre en lille virksomhed. Det vil sige selv finde ud af at styre hele processen fra at lave et salg, indgå en kontrakt, køre selve opgaven og overlevere til den blivende organisation.

Jeg var meget glad for mit tidligere arbejde som intern konsulent, så det var en svær beslutning. Men jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at udfordre mig selv og gøre noget anderledes i mit arbejdsliv. Så da en mulighed som ekstern konsulent opstod via mit netværk, greb jeg den.

 Hvordan har den første tid været?

Spændende, sjov og virkelig svær. Som ekstern konsulent har man en stejl læringskurve, og man skal navigere i relationerne på arbejdspladsen på en helt anderledes måde end som intern. Det tager tid at vænne sig til.

Jeg er også lidt et tryghedsmenneske, så den usikkerhed der er forbundet med at have kontrakter, der som udgangspunkt forhandles for ca. 3 måneder ad gangen, har været en omvæltning. Derfor har jeg fokuseret på at vende dette fra en begrænsning til at se det som en spændende mulighed for at prøve forskellige typer opgaver. Man er nødt til at finde en tro på, at det nok skal gå, ellers kan man ikke trives i det.

Det er jo et grundvilkår, at jeg ikke skal være hos kunden længe. Det er min pligt at gøre mig selv overflødig, så de interne kan lykkes, og projektet eller forandringen kan forankres og være bæredygtig og køre, selvom jeg ikke er der.

 Hvilke positive overraskelser har der været?

Det var en positiv overraskelse for mig, at jeg på ingen måde har oplevet det som ensomt at være freelance-konsulent, selvom man ikke har et team af kollegaer ”derhjemme”, som man fx har i konsulenthusene eller i sit team som fastansat. På de projekter, hvor jeg indtil videre har været tilknyttet som freelance-konsulent, har både interne og andre eksterne konsulenter været meget åbne og fokuserede på at lykkes som team med de opgaver, vi har fået stillet, hvilket har betydet et stærkt sammenhold, og at behovet for faglig sparring bliver dækket.  

Derudover har selve den praktiske proces med at starte virksomhed været overraskende enkel. SKAT har fx lavet fine, visuelle vejledninger og webinarer om, hvordan man selv kan gøre tingene. Det har gjort, at jeg har kunnet lave en masse af det regnskabsmæssige selv. Og det var nemt og hurtigt at oprette CVR nummer. På den måde har vi gode vilkår i Danmark, når det drejer sig om at oprette virksomhed.

Hvilke gode råd har du til andre, der overvejer at blive selvstændig?

For det første er det vigtigt, at du er indstillet på, at det at være selvstændig kræver, at du arbejder hårdt og er disciplineret. Du skal skabe værdi for din kunde hver eneste time og stole på din faglighed, også når du møder modstand og bliver udfordret.

Et andet råd er ikke at ændre sin livsstil markant, selvom man får en anden type indbetaling på sin konto. Jeg fik selv et råd om at starte med at udbetale det samme eller et lavere beløb i løn til mig selv, som jeg fik da jeg var fastansat, samt at lade være med at ændre mit forbrug det første år. Det betyder nu efter 7 måneder, at jeg har opsparet penge i virksomheden, så jeg kan udbetale løn til mig selv, hvis der på et tidspunkt opstår en pause imellem kontrakter. Netop denne økonomiske sikkerhed mindsker den utryghed, som de kortere kontrakter kan medføre.

Derudover er det vigtigt at huske, at der er en masse udgifter, man selv betaler fra sin virksomhedskonto – skat, moms, pension, forsikring, sygedage, ferie, mv. – så selvom der kommer flere penge ind hver måned, går der også løbende meget større beløb ud fra kontoen.

Så her afsluttende vil jeg sige at: Overvejer du det, og har du lyst til at udfordre dig selv, og muligheden for at blive selvstændig opstår, så skal du klart gøre det. Du vil få en masse ud af det, uanset hvordan det ender. Du vil altid stå tilbage med virkelig megen læring, uanset om du så må lukke virksomheden efter 2 måneder. Det er de færreste, der gør det, men det kan måske mindske frygten for at tage springet ud