Forsikring og pension

Som selvstændig har du ikke de forsikringer og den pension, som du automatisk får fra en arbejdsgiver, når du er ansat i en virksomhed – på nær din ret til folkepension senere i livet. Derfor er det en god ide at overveje, hvilke forsikringer der giver mening for dig, og hvordan du vil spare op til pension, når du er selvstændig.
Som selvstændig har du for eksempel ingen sundhedsforsikring, er ikke dækket under kritisk sygdom eller ved tab af erhvervsevne.
I første omgang er det vigtigt, at du overvejer, om du vil spare løbende op via en pensionsordning eller gennem din virksomhed.
Vælger du en fast pensionsordning er der heldigvis efterhånden flere muligheder for at få en god pensionsordning som selvstændig. Vælger du at spare op gennem din virksomhed skal du være opmærksom på, at der er særlige skatteregler for dette. Til gengæld giver denne løsning dig typisk mulighed for selv at udforske muligheden for at investere dine midler, hvis du er til den slags.
Som med mange andre emner her i vidensbanken, vil vi anbefale, at du allierer dig med en dygtig revisor, der kan gennemgå dine muligheder, så du vælger det, der passer bedst til dig, din økonomi og din risikovillighed.